Hvordan bruger man sine penge, så man få mest muligt ud af livet?

Det første man skal være opmærksom på i denne bog, er målgruppen. Målgruppen er dem der har midler og pensionsopsparing, ikke de fattige og ikke de rigeste.

Bogen er inddelt i regler, blandt andre: Begynd tidligt at investere i oplevelser eller Brug alle forhåndenværende værktøjer der kan hjælpe dig til at dø fattig.

Bill Perkins har et eksempel med Elisabeth der nøje har udregnet, hvad hun har, når hun går på pension. Desværre dør hun tidligere end forventet og efterlader sig 130.000 dollars. Det svarer til 6.646 timer i det kontorjob, hun havde, og det er lig med to et halvt års arbejde. Ifølge Perkins’ betragtninger svarer det til, at Elisabeth har arbejdet gratis i to og et halvt år, når hun sådan ikke får brugt de sidste 130.000 dollars af pensionen.

Pointen er, at man skal sørge for at bruge alle sine penge, så der ikke bliver for meget spildt arbejde i livet. Perkins bruger ligefrem udtrykket ‘spildt livsenergi’ om det at efterlade sig penge.

Indvendingen kan så være, at pengene jo går til arvingerne, og Perkins’ modindvending er, at de sikkert gerne vil have nogle penge med det samme, og det kan han jo have ret i. Og så kan man jo også være sådan en der elsker sit arbejde, men det er en anden snak.

De fleste sparer op til alderdommen, men når de går på pension, har de måske ikke alle de vilde drømme, de havde som yngre, og slet ikke energien til at tage på surferferie til Hawaii.

De vilde drømme skal helst gennemleves, mens man har gnisten, og det er i stort omfang det, Perkins anbefaler. Samtidig er han inde på forsikringer, og hvordan gode sundhedsforsikringer virker i USA. Han har en interessant figur der viser sammenhængen mellem helbred, fritid og penge i forskellige aldre, og med den som værktøj forklarer Perkins, hvorfor det er vigtigt at forebygge helbredsforfaldet. Hvorfor man eksempelvis bør undgå at veje for meget: det kan belaste knæene, og hvis det gør ondt at bevæge sig, bevæger man sig mindre, og så tage rman måske på, og helbredet bliver dårligere. Og helbredet er en vigtig forudsætning for at kunne bruge sin livsenergi.

Der findes et onlineværktøj på bogens hjemmeside med noget så interessant som en behovstilfredsstillelsesalgoritme der kan hjælpe brugeren med at finde frem til, hvordan livsenergien anvendes på den mest effektive behovsmaksimerende måde.

Der er mange ord i Lev stærkt dø fattig, og man skal nok være amerikaner med baggrund i et individualiseret samfund uden sikkerhedsnet for at få det fulde udbytte, men man kan også bare lade sig inspirere.

Lev stærkt dø fattig

Få mest ud af dine penge og dit liv

Bill Perkins

Oversat af Peter Carstens

238 sider

Memorie

Udgivet: 20.10.2026

Birte Strandby