Den 4. november på Svendborg Bibliotek fortalte Henrik Engelbrecht om sin bog om dansk musikliv under besættelsen. Henrik Engelbrecht er tidligere operaredaktør på DR, operadramaturg på Det Kongelige Teater og musikchef i Tivoli. Han begyndte at læse operaer som 11-årig, og han læste alle dem der var på Holbæk bibliotek. Han var også medlem af Holbæk garden som fløjtenist fra en tidlig alder. Senere beskrev han sine stillinger som kompensation for ikke at have haft en barndom.
Bogen handler om musikken under besættelsen, eksempelvis Queen of Trumpet, Valaida, der opholdt sig i Danmark den 9. april og derfor ikke kunne forlade landet igen, hvorfor hun skabte sig en karriere her. Hun blev kvindernes svar på Louis Armstrong, og publikum hørte hendes udgave af Take It Easy Boy, Boy, og den første indspilning nogensinde. Leo Mathiesen var med på klaver.
Foredraget handlede også om, hvordan nazisterne startede egne kulturinstitutioner herunder kor og orkester. Engelbrecht havde været gennemgået samtlige orkestermedlemmers historie. De fleste af musikerne havde grebet chancen for at få et job og et fint musikinstrument. Nogle havde en musikalsk baggrund der begrænsede sig til at låne storebrorens signalhorn, og efter krigen var der kun en enkelt, Daniel Rasmussen, der holdt fast i nazismen. Han var tidligere kommunist, men blev smidt ud af kommunistpartiet og blev iså stedet dirigent i DNSAPs orkester. Han fik fem års fængsel efter krigen, i Engelbrechts udlægning, fordi han dirigerede dårligt.
Musikere fra orkestret fik lov til at spille lur på Nationalmuseet, og nazisterne fik fremstillet i alt otte lurer, de fire til brug i orkestret, og de andre fire var en gave til Goebbels der var chefen for kulturelle tiltag.
Publikum hørte også musikoptagelse fra Det Kongeliges første opførelse af Porgy og Bess i 1943. Den havde været planlagt både i 1941 og 1942, men var blevet taget af plakaten igen. Gershwin var jøde, og skuespillerne sorte, men ingen af gangene blev det angivet som grunden. Duetten ‘Bess, You Is My Woman Now’ blev sunget af Else Brems og Einar Nørby, Githa Nørbys far. Duetten var bemærkelsesværdig af flere årsager, men især fordi det var klassiske operasangere der sang til jazzmusik. Der blev sunget på dansk. Al opera blev oversat til dansk indtil 1973.
Engelbrecht har skrevet flere bøger om opera, og så denne nye om musik under besættelsen, og han fortalte, at han skrev de bøger, han selv manglede som 11-årig.
Vi indledte med at synge PHs Man binder os på mund og hånd. Ikke overraskende lød det, som om alle tilskuerne kendte den.
Den mørklagte musik – Dansk musikliv under besættelsen, 2024
Henrik Engelbrecht den 4. november 2026 på Svendborg Bibliotek
Birte Strandby
Anmeldelse på kulturinformation.org: https://kulturinformation.org/anmeldelse-den-moerklagte-musik-henrik-engelbrecht/