Forfatter: Birte Strandby

At Jeddah ikke er Verona men nærmere verden udenfor, fremgår tydeligt, og man kan overveje, hvordan et så mærkeligt fænomen som segregation mellem mænd og kvinder kan overleve. Romanen er gribende som enhver god kærlighedshistorie og lidt sentimental.

Sabroe glemmer at kvindekønnet ikke har svigtet nogen, men har ret til sit eget liv, og at det er Sabroe selv, der har et problem.

Tornerose fik sin bachelorgrad. Desværre tabte hun samtidigt interessen for prinsen. Og som antydet af svenskerne, så er det måske vejen til intellektuel triviallitteratur, om noget sådan er muligt.

Bortset fra den del, der handler om brødrene, især om præsten og hans besynderlige og måske ikke helt troværdige kald, ligner bogen mere en serie stemningsbilleder taget fra forskellige vinkler.

Afrikaneren Zelikman og frankeren Amram skal hjælpe en ung prins med at generobre sin trone. De har ingen hær, og vejen er lang og farlig. Det bliver en rejse og en proces krydret med mange, blodige og mindre blodige oplevelser, små og store overraskelser.

Somerville, romanens hovedperson, står overfor sit arkæologiske gennembrud ved en udgravning i Mesopotanien i 1913. Han får hjælp af Palmer, der udviser samme engagement og kun lader sig forstyrre lidt af romantiske distraktioner.

Især kollektivet er stærkt beskrevet, hvordan det fungerer og hvad gruppemøderne kan gøre ved mennesker, der har begået noget, der kan sætte dem uden for fællesskabet.

Indlevelsen i de to drenge/mænd er overbevisende, og efter end læsning har man en følelse af at vide noget om Tanzania og om forskellene på dansk og afrikansk mentalitet.

Hendes onkel Erlend og kæresten Krumme lever en helt anden, glamourøs tilværelse med kreativitet som fast islæt i hverdagen og champagne som en lidt mindre del.

’De hvide missionærer kom med deres gud … Der havde samme farve som dem selv, tilbad ham på deres sprog og pakket ind i deres egne kasser. Nu, hvor vi sender deres gud tilbage til dem, burde vi så ikke i det mindste pakke ham om?’