Based on a very quick and boring briefing concerning the Magot Hagerman book about me, it is mostly made up, Fake News, largely fiction, as have been most of the things she has written about me for so many years. (Donald Trump)

I dag den 8. oktober 2026 er ‘The Orange Plague’ af skulptør Jens Galschiøt udstillet i Strassburg. Den 2,6 meter høje statue af Trump siddende nøgen på en mindre, skrøbeligere mand kaldes også ‘The King of Injustice’, og måske supplerer ‘Regime Change’ og statuen hinanden i deres fremstilling af USAs syvogfyrretyvende præsident, Donald Trump.

Bogens fire dele har titlerne Whirlwind, Retribution, The Enemy Within og Plunder, og der er en epilog om dengang det lykkedes journalisterne at få Trump i tale.

Plunder handler om profit og interessekonflikter, og om hvordan Trump-familien har udnyttet præsidentembedet økonomisk under den ande præsidentperiode. Det handler også om, hvordan internationale relationer og statsmagt behandles som mulighed for materiel og strategisk udvinding snarere end til traditionelle diplomatiske forbindelser.

Trump gør sig yderligere bemærket ved, at han regerer, som om det internationale system – og andre systemer – ikke eksisterer overhovedet. ‘I don’t need international law’.

Hverken NATO, FN eller WHO ser ud til at have indflydelse på Trump der angiveligt er impuls- og instinktstyret, og hans rådgivere er valgt ud fra deres loyalitet, deres tro på, at valgsvindel gjorde Biden til præsident i 2020, og ud fra om de ser godt ud på TV. Derimod synes kompetence på relevante områder ikke at have været en afgørende faktor.

Haberman og Swan rapporterer om dagligliv i Det hvide Hus, om særlige begivenheder og om den aldrende præsidents skrantende helbred. 

Der er flere usmagelige detaljer såsom beskrivelser af videooptagelser af amerikanske missiler der sprænger mistænkte terrorister i luften i Afrika og Mellemøsten, om narkobåde der bombes i Karibien, om overlevende der bombes en gang mere for en sikkerheds skyld. De kaldes Hegseth’ snuff films, og det fremgår tydeligt, at USA ikke kun er efter smuglere, men også  Venezuelas olierigdom. Et andet kapitel tager sig af Trumps ønske om at få Nobels Fredspris, et tredje handler om Rupert Murdoch og Trumps forhold.

Haberman og Swan konkluderer sidst i bogen, at det måske havde været bedre, hvis Trump havde vundet i 2020. Dels fordi Trumps præsidentperiode så havde været overstået nu, og dels fordi de mellemliggende fire år har øget hans vrede og fået den sidste selvkontrol til at forsvinde.

Men sådan er det ikke. USAs præsident sammenligner sig med Mao, Hitler, Stalin der fastholdt magten ved at skabe frygt. Trump har skabe et konstitutionelt diktatur ved at bruge de nødbeføjelser den øverste leder har. Dels ved at omdefinere begrebet ‘nødsituation’, ved at lyve og eksempelvis kalde det mangeårige handelsunderskud for en nødsituation. 

I sine første 100 dage udstedte Trump mere end 140 executive orders om tariffer og deportationer. Og alle stod på sidelinjen, handlingslammede. Regime Change kommer sandsynligvis på pensumlisten i historie.

No other President could do some of the shit I’m doing. (D. Trump)

Regime Change

Inside the Imperial Presidency of Donald Trump

Maggie Haberman and Jonathan Swan

462 sider

Simon & Schuster

Udgivet: 2026

Birte Strandby