Noget af det bedste ved Karin Heurlins bog er humoren. Der er også en del sandheder og overvejelser, nogle uhyggeligt genkendelige og andre der måske er nye for læseren og/eller særegne for forfattere. Men sandheder og overvejelser kan man finde alle vegne. Den klarsynede og sommetider næsten brutale humor sætter spot på tragedie og komedie og det vanskelige, vi alle slås med.
I en lang række tekster der alle begynder med: ‘Jeg glemmer aldrig ham, der …’ præsenteres episoder, minder, anekdoter om forfatterens mænd – og dermed også om hende selv. Udover den poetiske gentagelse: Jeg glemmer aldrig …, er det ikke egentlig poesi, omend man tydeligt mærker rytmen såvel som pianissimo og forte i betoningerne. Et prosaisk langdigt om mænd?
‘Jeg glemmer aldrig ham, der skulle hente i vuggestuen.
… han havde vadet rundt og ledt efter hende i en evighed. Undervejs var der et underligt barn i blå flyverdragt, der havde rendt i hælene på ham.
Jeg ved ikke, hvor længe hans eftersøgning varede. Eller hvad der gjorde, at han kom til at kigge nærmere på barnet i den blå flyverdragt.’
Der er op- og nedture med partnere, venner, kortvarige bekendtskaber, morfar, mænd der har med korte eller lange afsæt i forfatterens hukommelse. Efterhånden kan man som læser stykke noget sammen om at være journalist med kongefamilien som speciale, og noget om ægteskaber, skilsmisse og om dating. Hvordan synes man for eksempel om mandens jobtitel, og er det rigtigt, at der er mere Schwung over diplomat end IT-driftschef, mens skovhugger kan gå begge veje afhængigt af tilhørende kæbeparti og brystkasse?
Basalt er der en lille smule Bridget Jones over ‘Ham jeg aldrig glemmer’. Der er også kvindekamp og flinkeskole og kvinders rettigheder for slet ikke at tale om kvinders muligheder. Og så er der noget om at være blød kvindelig trafikant i en maskulin biltrafik. Den del burde interessere Rådet for Sikker Trafik.
Karin Heurlin sætter ord på kvinders syn på mænd som ingen anden:
Hvordan kan man glemme pusletasken, men huske champagnesablen?
På mange måder er bogen en fortættet kritik af både mænds og kvinders ageren, og måske en slags forklaring på hvorfor kønsroller kan se ud, som de gør. Det er på sin vis en ret enestående præstation.
Og derfor kender vi svaret på eksmandens ekskones spørgsmål:
‘Hvordan fanden kan jeg tabe til en, der hedder Karin?’
Ham jeg aldrig glemmer
Karin Heurlin
319 sider
Grøningen 1
Udgivet: 17.09.2026
Birte Strandby
