Forfatter: Birte Strandby

Bortset fra den del, der handler om brødrene, især om præsten og hans besynderlige og måske ikke helt troværdige kald, ligner bogen mere en serie stemningsbilleder taget fra forskellige vinkler.

Afrikaneren Zelikman og frankeren Amram skal hjælpe en ung prins med at generobre sin trone. De har ingen hær, og vejen er lang og farlig. Det bliver en rejse og en proces krydret med mange, blodige og mindre blodige oplevelser, små og store overraskelser.

Somerville, romanens hovedperson, står overfor sit arkæologiske gennembrud ved en udgravning i Mesopotanien i 1913. Han får hjælp af Palmer, der udviser samme engagement og kun lader sig forstyrre lidt af romantiske distraktioner.

Det er sort humor om en sort og dødsensfarlig verden. En fremragende roman hvor læseren kan dykke ned i knitrende elektriske spændingsfelter og opleve, hvorledes friske nye øjne kan se interessante og anderledes vinkler og åbne øjne for uventede perspektiver på verden.

Den hårde lejemorder med krigspsykoserne og de mange mord på samvittigheden bliver både forelsket og fortryder sit blodige virke, men hans ophold på Island bliver afsløret af politiet, så han må ved hjælp af medlemmerne i den hellige islandske frikirke gå under jorden.

Især kollektivet er stærkt beskrevet, hvordan det fungerer og hvad gruppemøderne kan gøre ved mennesker, der har begået noget, der kan sætte dem uden for fællesskabet.

Spørgsmålenes aktualitet kan vi se i krigene i Irak og Afghanistan. Det begyndte igen med: Er I med os eller er I imod os? Og det er endt med krigstræthed og alt for megen død, men officielt er al krigens uvæsen stadig helt acceptabelt?

Indlevelsen i de to drenge/mænd er overbevisende, og efter end læsning har man en følelse af at vide noget om Tanzania og om forskellene på dansk og afrikansk mentalitet.

Hendes onkel Erlend og kæresten Krumme lever en helt anden, glamourøs tilværelse med kreativitet som fast islæt i hverdagen og champagne som en lidt mindre del.

’De hvide missionærer kom med deres gud … Der havde samme farve som dem selv, tilbad ham på deres sprog og pakket ind i deres egne kasser. Nu, hvor vi sender deres gud tilbage til dem, burde vi så ikke i det mindste pakke ham om?’