Tumling er fortællingen om en ung mands dannelsesrejse i begyndelsen af 1980’erne. Den unge mand er Mikkel, af moren og andre kaldet Tumling, meget til Mikkels fortrydelse.
Vi følger Mikkel der har afsluttet sin studentereksamen og fester igennem. Han er forelsket, men den udkårnes mor forhindrer på den mest forbløffende måde, at forholdet udvikler sig.
Der er andre oplevelser i vente. Mikkel arbejder hårdt som guide i Østrig og bliver kæreste med den skønne Maria. Kortvarigt. Maria har også andre interesser.
En heftig forelskelse opstår da han læser økonomi i London. Det er også i London, han begynder for alvor at gå op i retfærdighed – da han sammen med andre økonomistuderende ledes ud i noget, som han med lidt forsinkelse erkender må være kriminalitet.
Mikkel kommer rundt, han deltager i tyreløb i Pamplona. Hvis han ikke gør, skal han og vennerne melde sig ind i Konservativ Ungdom. Senere har han en politisk karriere der skal afprøves, og nu ved vi måske, hvorfor VS røg ud af Folketinget.
Flemming Jensen er først og fremmest sjov, og Mikkels erfaringer krydres med den alvidende forfatters lattervækkende kommentarer, mens Mikkels naive tilgang til tilværelsen sætter humor og ironi i relief.
Mikkel er søn af en præst fra Ordrup, og alene det at forklare forældrene, at han er forelsket i en stripper fra London, er en problematisk affære, men selv et præsteægtepa er klar til at file lidt på fordommene, hvis det betyder, at alle er glade. Siden flytter Mikkel og Isabella til Irland, og fremtidsudsigterne er lyse.
Og så gør Flemming Jensen det samme som han gør i romanen Jakob: Det er sjot og komik, og der har kun været få uretfærdigheder der har kunne udløse Mikkels retfærdige harme – men 250 sider inde i romanen får vores karakterer pludseligt en voldsom knockout af virkeligheden. Virkeligheden er her livet i Nordirland og et overraskende bombeattentat. Det kommer på flere måder til at berøre Mikkel og Isabella, og romanen skifter karakter. Det forhindrer dog ikke en lykkelig afslutning – til musik af Sven Gyldmark.
Tumling
En fortælling om retfærdighed og magt
Flemming Jensen
404 sider
Alhambra
Udgivet: August 2026
Birte Strandby