Om klimakrisen skriver forfatter Frank Schätzing, at vi har skabt et monster:

Aber wir haben ein zweites Frankenstein-Monster geschaffen. Und nach Art aller unheiligen Schöpfungen entgleitet es jetzt unserer Kontrolle. Schauen wir als Nächstes, was passieren wird, wenn wir unsere selbst gesteckten Klimaziele verfehlen. Sie sind nicht einfach Leser. Sie sind Akteur in einem Thriller.

Det er ikke sikkert, at man lærer så meget nyt om klimaet af Schätzings bog, men man kan lære ikke så lidt om effektiv formidling.

Schätzing der jo har leveret fantastiske klimathrillere (blandt andet Den femte dag) serverer her en gyser, læseren spiller med, og det er ret uhyggeligt. 

Der er masser af advarsler til menneskeheden i dagens medier, men Schätzing aktiverer sine skønlitterære talenter og griber til andre virkemidler, andre trusselsscenarier – og en bizar humor: I kapitlet ‘Thriller’ får den implicitte læser telefonisk kontakt med en fysiker. Læseren stiller spørgsmålene, og fysikeren beskriver de mørke forventninger til klimaets opførsel. Det kræver en whisky til læseren. Efter en udlægning af hvorfor de 1,5 grader i Paris-aftalen ikke holder, ender samtalen med, at læseren spørger, om der også er gode nyheder, og fysikeren svarer: ‘Vi har mere whisky.’ Er det ikke meget repræsentativt for vores holdning for tiden?

Et andet sted i teksten engageres læseren med en gåde. Hvem siger:

‘Schrecklich! All die Monate nicht rauskönnen, kaum Bewegungsfreiheit, die armen Schweine.’

Svarmulighederne er:

1. Den Teilnehmern der geplanten Space-X-Marsmission …

2. Den Spaniern während des ersten Corona-Lockdowns …

3. Den Sauern in deutschen Mastbetrieben …

(Det rigtige svar er 2.)

Eller

En kaos-matematiker i krisestaben foreslår, at man smider atombomber i vulkaner, så det kan give et solidt ryk i stratosfæren. Det vil betyde et par års nuklear vinter = effektiv afkøling. 

Schätzing har fanget begrebet formidling i betagende grad. Hvem skulle have troet, at de dystre klimainformationer kunne leveres på en så fascinerende måde? Ydermere har han løsningsforslag til alt fra grønne søgemaskiner og økostrøm til grønne banker og alle de andre værktøjer der er inden for vores rækkevidde, når erhvervsliv, politikere og befolkning arbejder sammen.

Ikke uventet for den type klimalitteratur kommer vi også rundt om fødevarer, tøj og forbrug, og selv den mere velkendte viden leveres med thrillerekspertens elegance og en overraskende tydelighed. Risikoen er, at vi tager lige så let på klimakrisen, som vi tager på den seneste krimi, men hvis det betyder, at vi i højere grad bliver klædt på til at tale med om problemerne, så er formidlingen vel lykkedes?

Man kan håbe, at Was, wenn wir einfach die Welt retten? også når ud til alle dem der ikke orker at kæmpe med faglitteraturen, så vi kan skride til fælles handling mod klimaproblemerne.

Was, wenn wir einfach die Welt retten?

Handlen in der Klimakrise

Frank Schätzing

336 sider

Kiepenheuer & Witsch

2021

Birte Strandby