Bogbella søndag den 1. november 2026

Adrian Hughes, Peter Madsen og Christian Monggaard havde en samtale om klassiske  tegneserier begyndende med Anders And.

Det viste sig, at Peter Madsen er et af de helt særlige mennesker der kan citere Anders And, og vi fik en prøve på den mere dramatiske lyrik:

Åh, skænk mig en grav ved det iskolde hav, hvor kun bølgerne hører min gråd

og 

Jeg føler skæbnen true, for med min pil og bue, jeg skød en albatros.

I samme forbindelse blev oversætter Sonja Rindom nævnt. Hun var oversætter af Anders And bladene i mange år og blandt andet ansvarlig for navnene Fedtmule og Fætter Højben og opfinder af ‘Langbortistan’.

Fra Anders And gik man over til Tintin, og her var der meget delte meninger. Tintins lokationsbaserede eventyr blev applauderet af alle, og der var mange roser til den tekniske fremstilling af biler og både, men når kaptajn Haddock gled i en bananskrald og lettede fra jorden, var illustrationerne ifølge Adrian Hughes nærmest statiske.

Til gengæld var der enighed om, illustrationerne i Asterix var dynamiske. Ved første øjekast var Asterix for børn, men nogle referencer var klart for voksne, eksempelvis da Cæsar skal levere ‘terningerne er kastet’, da han går over Rubicon –  Tryggevælde Å i dansk oversættelse. Ligeledes kan man nyde de historiske referencer til briternes særlige behandling af græsplæner i Asterix og Briterne, og ikke mindst bliver englændernes kulinariske talenter udsat for skarp satire. Her faldt også en bemærkning om, at det var påfaldende, at Goscinny der var af polsk afstamning og Uderzo der var barn af italienske immigranter, sammen laver noget ærkefransk.

Adrian Hughes fortalte, at han ellers ikke brød sig om magi, men at Asterix stadigt var en favorit, selv om hele præmissen jo handler om en trylledrik.

Også Lucky Luke var en favorit af Hughes der opvokset i en drengeflok på fem fandt en vis forbindelse til Dalton-brødrene i samme tegneserie. Et tilbagevendende citat var her: Rolig, Joe!

Tyskland – en alternativ kulturhistorie

Rasmus Vangshardt og Adam Paulsen har skrevet bogen En plads i solen om den tyske reformbevægelse. Det et opgør med civilisationen i 1900 indledt af pianist og musikpædagog Ida Hofmann og Henrik Oedenkoven der sammen skaber en ‘Vegetarische Obstkolonie’ på Monte Veritá ved Ascona, et sted for kunstnere og fritænkere der her kunne leve uden kød, uden tøj og uden regler. Siden var der dog en del regler, blandt andet havde man ikke vin, kaffe og sukker i kolonien, undtagen i det omfang koloniens medlemmer smuglede det ind, uagtet det kunne føre til bortvisning. 

Bogen er bygget op om personerne, blandt andre Kafka, Hesse og Max Weber. Et særligt menneske var Erich Mühsam der var kvindehader og fortaler for homoseksualitet. Han gjorde oprør ved at smugle sukker ind i kolonien, og så kunne han tale med spøgelser.

Der er flere bemærkelsesværdige mennesker i livsreformbevægelsen, og det forfatternes teori, at den lever videre i dag i et vist omfang. For eksempl var Steve Jobs påvirket af tankegangen fra bevægelsen, og det var det bevægelsens påvirkning der gjorde, at der kom et æble på Apple computerne.

Det amerikanske midtvejsvalg var oppe og vende flere gange, og fra redaktører ved det amerikanske Liberties, Celeste Marcus og Leon Wieseltier kom den lidt kyniske melding, at hvis demokraterne vinder den 3. november, så skyldes det ikke Trumps angreb på de fælles værdier eller ICEs indgreb, men derimod de stigende benzinpriser.

Som sædvanligt var der mange gode oplæg på bogmessen, men selve messen er støjende og hektisk, og når lige undtages lokalerne oven på, så skal man forvente, at støjniveauet ligger ret højt i hele messeområdet.

Her er et billede af parkeringen af de yngstes køretøjer:

 

 

 

 

Birte Strandby