Eventyret om forsvaret er den anden bog i serien om Lysfolket – efter Eventyret om Lysfolket der handler om, hvordan man kan agere, når man er autist, hvorfor rutiner er godt, mens matematik-monstre og dansk-drager bør bekæmpes.

I den første bog måtte de tre børn Kim, Greta og Hans drage ud for at finde Kims bror. Det var på flere måder en voldsom opgave, blandt andet fordi det krævede, at de besøgte byen Bel Asht Ning, hvor alle havde tunge pligter, men trods de mange trusler om nyt og farligt lykkedes eventyret for de tre.

Denne gang skal de igen afsted for at hjælpe Reiki. Undervejs går de gennem Tvivlerens område, de møder Kaos-kongens børn og skal afsløre en forræder i Lysningen. De møder Symptom-Sirenen og S. Elv skaden med dens falske løfter. Det er udfordrende, fordi man hele tiden skal koncentrere sig og holde fast i, hvem man selv er. Til gengæld møder de også Kompe Tence-trance og Fælles-Sam Hørig der er børn af Jord, Luft, Vand og Lys, og de kan hjælpe med at skabe balance i tingene.

Bogen skildrer neurodiversitet, psykiske udfordringer og det at føle sig forkert i egen krop som et eventyr. Barnet med autisme og/eller ADHD kan være med, når heltene udfordrer problemerne og når frem til målet. Hvis man ikke har kendskab til neurodivergens, tager det lidt længere tid at gennemskue børnenes vanskeligheder, men de forskellige væsener giver alligevel god mening, og det er lærerigt at læse, hvordan man tackler dem.

Målgruppen er børn fra ca. syv år, og som selvlæsning fra ca. 10 år. Der er en liste over væsener først i bogen.

Historien bygger på forfatterens egne erfaringer som autist, mor og pædagog. 

Eventyret om forsvaret

Sif Sirdorf

252 sider

Spektrumshop

Udgivet: 2024

Birte Strandby