Forlaget Frydendal har en afdeling, der benævnes Kriminalforlaget. Herfra udgives der såkaldte true crime-bøger.
Til disse skal der nok være et publikum, som ønsker at gyse over virkelige forbryderes ugerninger.
Nu har journalist Kirsten Stubbe-Teglbjærg leveret en beretning om de såkaldte smuglerkonger, der huserede fra 1960’erne og frem.
Hovedpersonerne var Bent Ricardo Madsen og Alexander Blask, der var velkendte og vandrede ud og ind ad fængslet. De stod bag indsmuglingen af millionvis af cigaretter og masser af spiritus, ligesom de ikke var blege for at begå en række andre forbrydelser.
Markedet for cigaretter uden afgift var umætteligt, så afsætningen var intet problem. Det var således masser af penge at tjene, selv om der var visse omkostninger, når toldvæsenet slog til og konfiskerede de dyre speedbåde, som i flere tilfælde blev anvendt til den lyssky virksomhed.
Kirsten Stubbe-Teglbjærg har talt med en række pårørende til nogle af de involverede i smugleriet. Nok blev der levet i sus og dus for de mange penge, men alt i alt endte det hele trist.
Hun har ligeledes talt med toldere, der har været med i jagten på forbyderne. Det var ikke altid ganske ufarligt. For eksempel når de i rum sø skulle springe fra toldkrydseren over i smuglerfartøjet. En enkelt blev simpelthen kidnappet, da han gik om bord i en båd i havn, som kastede fortøjningerne og stod til havs med tolderen. Det udløste en større aktion og endte godt for tolderen, der indtil da havde frygtet for sit liv.
Østtyskland var udgangspunkt for nogle danskere, som ikke var blege for at give DDR’s efterretningstjeneste oplysninger om forholdene i blandt andet danske havne. Det slap de tilsyneladende ret billigt fra.
Kirsten Stubbe-Teglbjærg skriver i et jævnt sprog uden sproglige finurligheder.
Cigaretter, whisky, penge og piger
kriminalhistorie
198 sider, ill.
Forfatter Kirsten Stubbe-Teglbjærg
Udkom november 2022
Kriminalforlaget
Anmelder Bjarne Gregersen
