1989 var et jubelår, hvor diktaturerne i Øst- og Centraleuropa var brudt sammen under deres egne indre modsætninger og befolkningens tørst efter demokrati og frihed. Eller var det? Henrik Dahl skriver:  ‘Det er et narrativ, der opmuntrer til en kritisk mangel på eftertanke over, hvad 1989 egentlig var for et år.’

Den tabte fred er Henrik Dahls reprimande til det Vesten der jodlede så længe over kommunismens fald, at det glemte at holde øje med, hvad der skete efter diktaturerne.

I 1989 faldt muren, og historien var slut. Det var Francis Fukuyamas holdning i The End of History and the Last Man, at det liberale demokrati og markedsøkonomien var sidste led i de politiske systemers udvikling. Det viste sig, at han tog fejl, at de vestlige demokratier tog fejl, og at ingen fra Vesten havde forudset den nye ustabile verdensorden, vi har nu.

Henrik Dahl gennemgår Vestens fejl og mangler minutiøst – lige fra kognitiv dissonans, gruppetænkning, bekræftelsesbias til almindelig arrogance efter at have vundet Den kolde Krig. Især kognitiv dissonans har betydet, at man slap for at revidere sine grundlæggende opfattelser. Konkret har vores demokratier aktivt undertrykt informationer der potentielt kan ødelægge det vedtagne verdensbillede.

Det gælder både energipolitikken og tilslutningen til Nord Stream 2, det tysk-russiske samarbejde om gasrørledningen fra Rusland, og det gælder vores naive tro på, at interpendens – gensidig afhængighed via handel og kulturudveksling – kan forebygge krig og konflikt. Det har for Vestens vedkommende omfattet en forventning om, at alle andre lande ønsker at udvikle sig til liberale demokratier med personlig frihed for alle.

Vesten har desuden begået adskillige strategiske fejltagelser, herunder almindelig accept af USA som den berettigede verdensleder der med europæiske støtte har bemyndigelse til at banke andre på plads, som det var tilfældet med angrebet på Afghanistan og den lange krig i Irak. Også her rendte man ind i de vesteuropæiske forventninger om, at alle gerne ville være med i liberale demokratier, som Dahl skriver: 

Har patriarkalsk indstillede mænd i Afghanistan noget incitament til at afgive magt til et abstrakt retssamfund med upersonlige institutioner?

Samtidigt med at man har ignoreret vestlige fejl og mangler, har man også glemt at holde øje med udviklingen i Rusland og Kina herunder betydningen af Kinas Belt and Road Initiative. Ifølge Dahl har Vesten nydt idealismen og glemt at fokusere på realismen – for eksempel NATOs rolle efter Warszawapagten.

Putin har flere gange forhørt sig om muligheden for, at Rusland blev medlem af NATO, sidst mens Clinton var præsident. Havde det ikke givet mere viden om nutidens risici, hvis Putin havde været med i Klubben?

Dahl benævner USA ‘vores vigtigste politiske og økonomiske partner overhovedet’. Mon vi stadigt kan regne med det?

Henrik Dahl skriver behageligt og overbevisende, men det ødelægger lidt det gode flow, at Harry Potter bliver brugt som billede på Polens advarsler om russernes komme. Harry Potter taler sommetider om mistanker om Voldemorts tilstedeværelse, og det er ikke altid de ældre troldmænd lytter, men det er et meget lille punkt i Harry Potter-serien, og ikke det ‘Kejserens nye Klæder-fænomen’, Dahl vil give indtryk af.

Forfatteren slutter med gode råd til nuværende og kommende regeringer og en udlægning af et nyt begreb: det elitære Dunning-Kruger-syndrom, der angiveligt kan mødes i Finansministeriet.

Den tabte fred

Hvordan Vesten vandt Den Kolde Krig og aldrig forstod de nye farer

Henrik Dahl

320 sider

Grønningen 1

Udgivet: 2025

Birte Strandby