Taler vi pænt til ChatGPT, når vi skal have et svar? Er det ligefrem lidt hyggeligt at tale med den? Hvad fortæller vi den?
Tech-analytiker Thomas Telving undersøger i Uautomatiserbar, hvad der sker, når AI bliver en samtalepartner. Når det ikke kun er faglige, men også personlige emner vi diskuterer med den. Nogle mennesker vælger Replika eller Character.ai som samtalepartnere på grund af stemme og den følelsesmæssige støtte, og andre dater robotter. Vi tillægger samtalepartneren en bevidsthed, selv om vi ved, at integrerede kredsløb er basisindholdet.
En undersøgelse viser, at vi er tilbøjelige til at antropomorfisere bare der er tale om noget der ligner en menneskelig stemme. Og det gælder også tech-ingeniører der jo ved, hvordan stemme og eventuel gestik er skabt. Chatbotten Claude er for eksempel udstyret med en ‘forfatning’ fra produktionsvirksomheden Anthropics. I den lange skrivelse med de mange praktiske informationer står der også, at man i Anthropics er usikre på, om Claude har krav på moralsk hensyntagen. Nogen i firmaet forventer en art bevidsthed hos Claude.
Det er ikke uproblematisk, når vi vælger at have personlige samtaler med en chatbot eller at have en robot som kæreste. Det er en måde at fravælge det besværlige ved mennesker. Robotten dømmer ikke, bliver ikke sur, udfordrer os ikke, og det kan dels få os til helt at fravælge mennesker. Så bliver vi dårligere til den sociale omgang, og vi mister lysten til at være sammen med mennesker. Det er lidt det modsatte af, hvad forskellige lykkestudier har fastslået: at mennesker med gode sociale relationer er de lykkeligste. Ifølge lykkestudier bliver mennesker ulykkelige af ufrivillig ensomhed, så meget at det kan påvirke livslængden.
Et kapitel i bogen handler om tid og opmærksomhed og dermed om problemerne med skærme, skærmtid og ikke mindst dagens opmærksomhedsøkonomi der koster dyrt på sundhedskontoen. Her bruger forfatteren Momo og tidstyvene som eksempel.
Telving har skrevet en tankevækkende bog og afslutter med at fremhæve principper, som vi med fordel kan bruge i mødet med den ny teknologi. Grundlæggende handler det om at værdsætte omgangen med rigtige mennesker der udfordrer en, og nyde mødet med sælgeren i butikken eller damen i toget; det der gør os til mennesker.
Uautomatiserbar
Hvad kunstig intelligens tager fra os – og hvordan vi vinder det tilbage
Thomas Telving
241 sider
Hans Reitzels Forlag
Udgivet: 01.09.2026
Birte Strandby