Det begynder relativt stilfærdigt. Ebbe underviser i arabisk på universitetet. Han er kæreste med Dorte. Dorte mener det alvorligt og vil gerne flytte sammen. Ebbe ved ikke rigtigt, og så forlader Dorte ham. Den rejse til Kreta, som de sammen har planlagt, må han gøre alene. Han lægger op til en afslappende ferie, men udsættes for skudattentat, hvorefter han overraskende folder sig ud som agent i Forsvarets Efterretningstjeneste. Det er hans oplevelse af attentatet, at skytten ikke havde til hensigt at dræbe ham, men blot ville skræmme.

Kort efter hjemkomsten bliver Ebbes bror, der arbejder for Politiets Efterretningstjeneste, skudt under et attentat, hvis formål det var at dræbe den danske udenrigsminister. Udenrigsministeren overlever, men det gør Ebbes bror ikke. Attentatet omfatter en skytte med en attrappistol og giver grund til undren hos Ebbe og kollegerne. Ebbes bror efterlader sig en teenagedatter, som nu bliver Ebbes ansvar, selvom han aldrig har mødt hende før.

Herefter handler det hovedsageligt om opklaringen af mord og mordforsøg. Ebbe deltager i efterforskningen, og de første spor der dukker op har forbindelse til hans udstationering i Irak 14 år tidligere, en udstationering der både skabte fjender og traumer. Men det er ikke hele sandheden.

Romanen er fint konstrueret i sin bevægelse fra ro og ferie til attentatforsøg, mord og afsløring af kriminelle handlinger i fortiden. Ebbes konfrontationer med teenageren er tæt på det humoristiske, mens hans noget kontante jagt på sandheden er ret brutal. Ebbes fortid i Irak inkluderer nogle klamme scener, men der er god spænding under læsningen.

Ebbe han tjener i kongens gård

Niels Klingenberg

331 sider

mellemgaard

Udgivet: November 2023

Birte Strandby