Beretningen om den første kvindelige kriminalbetjent i Danmark

Ellen Jensen-Saltø  er født i 1884. Hendes far var forpagter af Saltø Gods ved Næstved,. Sammen med to af sine søskende flytter Ellen til København, da hendes bror skal på landbrugsskole. Hendes søster lærer maskineskrivning, Ellen tager kurser på husholdningsskole og agerer husmor i de tre søskendes fælles lejlighed.

I 1908 skabte nogle grove seksualforbrydelser mod små piger frygt og vrede. Dansk Kvindesamfund foreslog i den forbindelse, at man skulle lægge større vægt på børns vidneudsagn i sædelighedssager, og at kvindelige politibetjente skulle medvirke ved afhøringer. Den første kvindelige betjent blev ansat i 1911 i Aalborg – i øvrigt til samme løn som en mandlig betjent. Hun skulle tage sig af afhøringer i faderskabssager.

Politibetjentes uddannelse foregår på det tidspunkt ved, at nye betjente står i lære hos ældre betjente. Det giver en uensartet og ikke altid tilfredsstillende uddannelse. Politidirektør Hakon Jørgensen, som Ellen har kendt det meste af sit liv, bliver forstander for landets første statslige politiskole. Både Ellen og senere hendes søster Valborg kommer til at arbejde for Hakon Jørgensen i første omgang med kategorisering af fingeraftryk i F1-systemet, hvor man skal bestemme talformler på individuelle fingeraftryk. Det kan bruges til fjernidentificering og var revolutionerende i branchen.

I 1920 får Ellen en stilling som kriminalbetjent, og hun skal i første omgang beskæftige sig med forebyggende arbejde i prostitutionsmiljøet og med faderskabssager. Efter at have arbejdet i fire år bliver hun fastansat. Havde hun været en mand, var der nok kun gået to.

Med til beskrivelsen af hendes arbejde hører opklaringen af mord på nyfødte begået af piger der har dræbt deres spædbørn efter en uønsket graviditet. Ellen skriver i sine erindringer – der er baggrunden for bogen – om blandt andet Dagmar Overby, ‘Pigen med nålen’.

Man kan godt forstå behovet for kvindelige betjente, når man ser på Ellens arbejde, og bortset fra at Ellen var løst ansat i fire år før fastansættelsen, har også det omgivende samfund indset nødvendigheden af hendes tilstedeværelse i visse kriminalsager.

Bogen er forsynet med mange fotografier, og udover Ellen Jensen-Saltøs egen beretning er der også breve fra søstrene og endda det stillingsopslag der fik Ellen til at søge ind til politiet.

Generelt en informativ beretning om samfund, tilløb til ligestilling, politik, og ulighed for 100 år siden.

Ellen Jensen-Saltø

Danmarks første kvindelige kriminalbetjent

Frode Z. Olsen

198 sider

Turbine

Udgivet: 13.03.2026

Birte Strandby