Det ene øjeblik er man rasende, det andet har man det for grineren, og stopper man op et øjeblik, er det alt sammen virkeligt smagløst.
Vi havde store forventninger til internettet. Oceaner af information til alle og offentlige rum hvor alt kunne debatteres, et fantastisk supplement til den ypperste af alle regeringsformer: demokratiet. Men hvad var det så, der skete?
Mikkel Boris er vokset op med internettet og fortæller om modtagelsen i de små hjem, om dengang man måtte bruge det i 30 minutter om dagen, fordi det spærrede for telefonforbindelsen, senere handlede det om MSN-chat med D fra parallelklassen og vejen til Facebook der både tillod løgn, pral og anonymitet.
Men den fantastiske landevinding viste sig hurtigt at give nye problemer, og Boris anklager internettet for ‘… den retoriske voldsparathed og den konstante delegitimering af den politiske modstander’ – der dels i sin essens påvirker stabiliteten i de vestlige demokratier – og gør nettet til ‘et ulideligt spektakel for dem der værdsætter nuancer, moderation og afdæmpet udveksling af synspunkter.’
Det påvirker yderligere internetkrigerne til en infantilisering der blandt andet personificeres i flere af tidens politiske figurer. Der er ikke gået 1984 i os, men derimod Fagre nye verden, hvor vi pacificeres af tom underholdning. Vi tiltrækkes i højere grad af linselus end af begavede, velinformerede talere, og giver maksimal opmærksomhed til radikale udmeldinger, inden vi haster videre til næste underholdningskanal.
Her anvender Boris også begrebet hyperpolitik: dynamisk, intensiv – og diffus som beskrevet i Hyperpolitik. Det er let at reagere, men hvordan handler vi på reaktionen – hvis vi handler?
Boris går videre både med egne erfaringer fra ungdommen med spilcafeer, og også med, hvordan vores hjerner påvirkes af vores måde at bruge skærmen. Hvordan vi styres af tørsten efter let underholdning, og mister koncentrationsevnen og lysten til at læse bøger. Forfatteren beskriver selv, hvordan hans hele tilværelse var digital fra tjek af sociale medier om morgenen, derefter svare på mails, dokumentere arbejdet på en app, skrive rapporter, sætte tallene ind i Excel og mødes på Zoom
Særligt interessant er forfatterens ungdommelige tilknytning til det yderste, revolutionære venstre og beretningen om, hvorfor den store revolution udeblev. Lidt sjovt at netop den fortælling munder ud i en kritik af Facebooks ekkokamre og risici for promovering af de mere ekstreme holdninger.
Generelt en heftig kritik af internettet der nu er blevet til et stort Facebook – ‘en fesen ruin af en verden, der engang var vital.’ Internettets tid er ved at rinde ud, og så må vi se, hvad det næste bliver. Måske er der nogen der får en rigtig hobby.
Forstyrret har flere gode pointer, og mange vil kunne genkende historien og udviklingen. Måske vil Forstyrret blive en del af pensum i historie om 30 år.
Forstyrret
Mikkel Boris
202 sider
Gyldendal
Udgivet: 2025
Birte Strandby
