Med ”Hedeland” lancerer den århusianske krimiforfatter Inger Wolf en ny krimiserie, der har en kvindelig hovedkarakter. Inger Wolf debuterede i år 2000. Nogle år senere brød hun for alvor igennem med sin anden bog ”Sort sensommer”, som hun modtog Det Danske Kriminalakademis Debutantpris for. Hun er oversat til flere sprog. Inger Wolf lader gerne sine krimier udspille sig i eller omkring Aarhus. Det er også tilfældet for den ny Nelly Birkeland-serie, der begynder med ”Hedeland”.
Hovedpersonen i ”Hedeland” og Nelly Birkebæk-serien er politiassistent Nelly Birkebæk, der akkurat lige er flyttet fra Aarhus til den fiktive midtjyske by Hedeborg. Bogens forfatter er født i Herning, der på mange måder minder om Hedeborg. Nelly er fraskilt og mor til teenagesønnen Matthias. Hun har døjet med stress og håber, at Hedeborg kan tilbyde et roligere arbejds- og privatliv. Inden hun kan slappe lidt af, venter indflytning og istandsættelse af det nye hjem. Hun har købt en mere eller mindre faldefærdig villa i et af byens bedre kvarterer. Overfor bor socialrådgiver Ejnar Skjold med sin familie. Ejnar Skjold er ansat i Hedeborg kommune, og Nelly må snart sande at genboen er den pågående type, der gerne vil følge med i alting.
Dårligt har Nelly fået pakket ud, før der bliver brug for hende. I den nærliggende skov finder man liget af en forsvundet lokal teenagedreng. Nelly og hendes nye kolleger må i aktion. Snart indser Nelly, at personen, der ringede 112, ikke var den første, der opdagede liget af den unge teenager. Findestedet er tæt på det lokale savværk og den magtfulde Eskelund-families bopæl.
På politistationen efterforsker Nelly og kollegerne Andersen og Georg den unge teenagers død. Gradvist får Nelly indsigt i byen og områdets hemmeligheder. Hedeborg er en by med mange sociale lag. I toppen befinder den velstillede Eskelund-familie sig. Blandt samfundets skæve eksistenser støder Nelly på særlingen Randi Bruun, der kontakter politiet fordi hun mener at en drone svæver over hendes hus. Hedeborg har også en kreds af mennesker, der følger en frimenighed, der kan minde om en sekt. Efterhånden som efterforskningen skrider frem, viser det sig også at sagen kan trække tråde forud i tiden til noget alvorligt, der skete flere år før Nelly kom til Hedeborg.
”Hedeland” er vellykket underholdning og en interessant krimigåde. Der er er lagt i kakkelovnen til flere spændende krimier om karakteren Nelly Birkebæk. Hun er den troværdige, sympatiske politiassistent med en forhistorie og et genkendeligt liv, de kvindelige krimilæsere kan spejle sig i. Nelly vil gerne vise sit værd på jobbet, løse mordgåder, blive en del af teamet og hun underspiller bevidst de faresignaler kroppen sender. Sideløbende er hun mor til teenagesønnen Matthias og husejer. Der er med andre ord rigeligt at se til! Inger Wolf skildrer en typisk dansk hverdag og med en realisme, der falder fint i tråd med den aktuelle tendens indenfor krimigenren. Hun formår at ramme en fornuftig vægtningen af karakterernes privatliv og selve krimidelen.
Fortællingen er en typisk politiroman om mørke hemmeligheder midt imellem os. Undervejs møder vi en bred skare af mennesker, der kan rettes mistanke imod. Inger Wolf gør nogle gode fortællemæssige greb for at understrege den tiltagende uhygge, men uden at jeg følte hjertet sad oppe i halsen af skræk for det næste skridt. Det grundige efterforskningsarbejde med blik for de små detaljer hyldes. Kapitlerne er korte og letlæste. ”Hedeland” er en overskuelig roman, der både er veloplagt og velformidlet. Trådene samles til slut. I de allersidste kapitler får læseren indblik i plottet. Der er tale om god og gedigen krimi-underholdning af den klassiske slags. Det vil glæde mange.
Hedeland
Nelly Birkebæk-serien
Forfatter: Inger Wolf
Forlag: Modtryk
293 sider, hæftet
Udgivelsesdato: Den 10. marts 2025
Anmelder: Nønne Lønne Votborg