Roman fra besættelsen

Kirsten Thorup (født 1942) cementerede sit navn som en af nationens største nulevende forfattere i 2020 med romanen Indtil vanvid, indtil døden. Den berettede om den unge danske kvinde Harriet, der i 1942 rejste til et næsten sønderbombet München for at besøge sin danske veninde. Hun var gift med et medlem af den nazistiske overklasse. Opholdet i Sydtyskland bliver begyndelsen for Harriet til at indse ondskab og menneskefjendskheden i det system.

Nu har Kirsten Thorup skrevet roman nummer to om Harriet, Mørket bag dig. Harriet er tilbage i København og bliver genforenet med sine to mindreårige sønner, som hun efterlod på et børnehjem, da hun var i München.

Tabet af manden, Gerhard, er stadigt tyngende for enken. Han var pilot i Luftwaffe, i egen opfattelse for at kæmpe mod kommunismen og meldte sig, da Finland med Tysklands hjælp genoptog kampen mod Rusland. Han omkom under et togt på østfronten. Harriet er fuld bevidst om, at hun er østfrontenke. Hun forsøger at finde en mening og en rodfæstethed i det endnu besatte Danmark og skabe en god barndom for sine drenge. Hun bliver frivillig arbejdskraft i en velgørenhedsfond, der er oprettet i C.F. Schallburgs navn. Han var leder af Frikorps Danmark og faldt på østfronten. Harriet gør en behjertet indsats i fonden, men finder efterhånden omstændigheder på kontoret besværlige og holder op. Senere bliver hun lærer i en kvindelig gymnastikforening og bygger med en vis succes flere hold op. Pludselig bliver Harriet fyret, fordi hun jo er på ‘den forkerte side”.

Skæbnen vil, at hun overtales af venner til at udleje et værelse i sin lejlighed på Frederiksberg til den unge shippingmand Knud. Han overnatter nogle gange og er ellers væk i lang tid. Efterhånden går det op for Harriet og læseren, at Knud er involveret kraftigt i modstandsarbejdet.

Det er heller ikke overraskende, at Harriet og Knud begynder et hedt kærlighedsforhold. Langsomt erkender Harriet, at hun har været på den forkerte side, og frygter, at hun kan kom til at undgælde for sit ægteskab med en dansk mand i tysk tjeneste.

Mere skal ikke røbes af handlingen. Ud over, at Harriet må foretage mange og lange overvejelser og tage svære beslutninger talrige gange..Det er svært at lægge mørket bag sig.

Har Kirsten Thorup så leveret en god to’er? Jo, den giver et levende billede af livet ikke kun for østfrontenker, men også for flere andre personer under de sidste to-tre år af besættelsen og flere af de begivenheder, der fandt sted indtil et stykke tid efter befrielsen.

Det er tydeligt, at Kirsten Thorup har læst op på historien om den tyske besættelse af Danmark. Og med sin skrivekunst flot har sat fiktive personer ind i det faktuelle.

Mørket bag dig

Roman

533 sider

Forfatter Kirsten Thorup

Udkom oktober 2023

Gyldendal

Anmelder Bjarne Gregersen