Rigspolitichefens Rejseafdeling blev etableret i 1927 med det formål at assistere lokalt politi i særligt alvorlige sager. ‘Rejseholdet’ indeholder ti historier fra årene 1927 – 1948. Her er blandt andet historien om likvideringen af Kaj Munk.

En gennemgående person i flere af beretningerne er rejseholdets chef, Otto Himmelstrup. Han opklarer mordet på Kaj Munk, mens der er andre forbrydelser der ikke opklares: For eksempel fandt man aldrig den der skar halsen over på den kun 22-årige Marie Sørensen, da hun var på vej hjem. Drabet – kaldet Højbjerg-drabet – fandt sted i 1902, men Himmelstrup arbejdede med sagen 20 år senere uden at kunne løse den. Der er flere uopklarede sager, nogle mere gruopvækkende end andre.

En Peter Larsen tager trods sin kones protester til kortspil i Hønnerup, og han kommer aldrig hjem igen. Turen fra hjemmet til brugsuddelerens bopæl, hvor kortspillet finder sted, er fire kilometer lang. Der er ingen spor, men tre år senere bliver Peter Larsens cykel fundet. Senere finder man også hans lig, og endnu senere en mistænkt som det dog ikke lykkes at få dømt, fordi beviserne er for svage.

I Køge huserede i 1946-47 en voldtægtsmand og morder. Rejseholdet gør en stor indsats for at finde ham, men det er alligevel en tilfældighed, at man finder det patronhylster der bliver det afgørende bevis for mordet.

Der er meget arbejde forbundet med opklaring af forbrydelserne, og der har været god brug for rejseholdets ressourcer og ekspertise. Når man sådan ser nærmere på forbrydelserne, kunne man få indtryk af, at psykiatrisk hjælp kunne have forebygget nogle af dem.

Det er interessant læsning. Lidt mere korrektur, redaktionel bearbejdning og måske information om, hvordan man har udvalgt og prioriteret historierne, havde ikke skadet.

Rejseholdet

De første drabssager

Peer Kaae

186 sider

Kriminalforlaget

Udgivet: 17.09.2025

Birte Strandby