I forbindelse med en eksplosion i et laboratorium bliver brandmanden Tommy inficeret med et stof der forårsager en voldsom, hurtigtvoksende hudtumor. Lægen har aldrig set noget lignende, og en prøve afslører signalstoffer der sædvanligvis kun findes hos padder. Det lykkes i første omgang at operere tumoren væk, men den vender aggressivt tilbage og griber ind i Tommys parforhold og glæden over det barn hans kone venter.

Næsten samtidigt finder man liget af en ung mand i Esrum Sø. Han mangler hænder og fødder, og det ser ud til, at lemmerne er blevet opereret væk. Tommy og en gammel klassekammerat, journalisten Alice, opdager en sammenhæng mellem Tommys tumor og den unge mand, og for Tommy bliver det vigtigt at finde ud af, hvad der har forårsaget tumoren, og helst hurtigt så han kan nå at være der for sin kone og barnet.

Gåden fører dem vidt omkring. Andre unge mænd er forsvundet, og en kendt forfatter efterlyser sin søn på TV. Tommy og Alice finder frem til en mand der angiveligt støtter forskning i regenerative evner, som dem man finder hos axolotler. Hensigten er at overføre denne evne for regenerering til mennesker.

Her bliver romanen noget syret, men for en læser uden viden om axolotl og regenerering af lemmer giver beretningen et nogenlunde troværdigt indtryk. Siden viser det sig, at Tommy forfølges af ualmindeligt kyniske banditter, samtidigt med at han presses af den ukontrollable hudtumor. Og midt i jagt og angreb dukker en ung mand op med et hævnmotiv.

Samlet får vi en spændende krimi der balancerer på kanten af det sandsynlige. På sine steder er den lidt tung. Vi behøver ikke at få at vide, hver gang Tommy spiser chorizo, til gengæld er krimiens emne interessant.

Vækst

Søren Kiil

538 sider

Brændpunkt

Udgivet: 21.04.2026

Birte Strandby