Ret beset er titlen på den nye bog med Danmarks revydronning nr. et, den 80-årige Lisbeth Dahl, noget vrøvl. Den skal naturligvis forstås sådan, at der i vore dage er en generation af gamle, der for manges vedkommende lever en aktiv tilværelse, der er helt anderledes, hvad tilsvarende gjorde for få generationer siden.

Bogen er tilvirket i samarbejde med journalist Lukas Birch (født 2000), der stiller spørgsmål og gelejder Lisbeth Dahl ind på de forskellige emner.

Hvad formålet egentlig er med bogen, er lidt svært at greje. Det er i hvert fald ikke en biografi, men en fortælling om fruens holdninger til dit og dat – og spredte ord om hendes karriere og folk, hun har optrådt sammen med..

Bogen er bestemt god læsning, hvis man er superfan af den talentfulde dame (dem er der garanteret mange af) eller er til læsning af, hvad der kan kaldes udvidet Billedbladsstof.

Vi får at vide, at hun og Ulf Pilgaard i deres mangeårige samarbejde i Cirkusrevyen kunne skændes så det bragede og være rygende uenige – men begge elskede hinanden (platonisk), kunne overhovedet ikke undvære hinanden og havde bragende succes.

Lisbeth Dahl har aldrig taget et nej for et nej. Hun stillede tit krav – og har fået dem opfyldt. For eksempel havde en teaterdirektør tildelt hende en mindre rolle. Hun forlangte hovedrollen – og fik den.

Der sendes gode tanker til de, der hjalp hende frem. Som ung skuespiller i Aalborg var det teaterdirektør Ebbe Langberg, der gav hende et afgørende skub, så hun fik mod til at fortsætte karrieren i København.

Det er almindelig kendt, at Lisbeth Dahl har fem børn med forskellige mænd, og at hun har været gift fire gange. Disse mænd gåes der let henover i bogen, de nævnes ikke med navne. En undtagelse er Preben Kaas, som hun levede med i et stormfuldt ægteskab. Det endte tragisk, da Kaas begik selvmord.

Bogen er fyldt med morsomheder i forbindelse med forskellige hændelser. Og hendes nogle lidt sære holdninger. Fruen erklærer, at hun er synsk. Hun har altid ret. De gange hun havde uret, har hun glemt. Hun er en dårlig taber – gik engang amok, da hun tabte i et spil ludo(!).

Preben Kaas er citeret for denne bemærkning: “Lisbeth Dahl er fandme talentfuld. Men hold kæft, hvor er hun irriterende”. Det tror denne anmelder på.

Alvor er der også plads til. Det røbes, at hun har haft den sidste samtale med Mikael Bertelsen. Lisbeth Dahl siger, at den først bliver sendt i år 2044. Hun er nemlig blevet spået, at hun bliver 98 år.

Man bliver jo ikke gammel i min alder

Samtalebog

Lisbeth Dahl og Lukas Birch

202 sider, ill.

Udkom 8 april 2026

Grønningen1

Anmelder Bjarne Gregersen