Forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeurs ”Brinch-trilogi” kom bredt ud og fik stor anerkendelse. Den historiske slægtsroman tog sin begyndelse omkring år 1900, og serien sluttede i 2015. Nu er forfatterduoen klar til at underholde og berige historisk interesserede læsere på ny. Samtidsromanen ”Sejrs vilje” tager læseren med til det nye lille bofællesskab, Eskemosen, hvor fire familier flytter sammen. Deres fælles rødder går langt tilbage. Alle er optaget af højskoletanken. Håbet er, at de ved at bosætte sig i Eskemosen vil få et roligere og mere bæredygtigt liv med fokus på fællesskab og natur. Men inden flyttekasserne overhovedet er pakket ud, rystes de af en stor tragedie. Det skal vise sig ikke at blive den eneste overraskelse, der truer med at trække tæppet væk under det nære familiefællesskab og det større i bofællesskabet. 

Bogen indledes med Sejrs’ bisættelse i december 2019. Sejr var primus motor på idéen om Eskemosen, men er uventet død. Det efterlader hustruen Dea og de øvrige familier i det kommende bofællesskab rystede. Nu mangler der en økonomisk ressource i en husstand, og uden dén kan alle planer falde på jorden. Deas veninde, Maren, vælger at flytter ind. Efter dødsfaldet kan hun hjælpe Dea med sønnen, Anton. Men Maren er ikke en af del af kliken, der har holdt sammen siden de mødtes på Vallekilde Højskole som unge. Snart ulmer uroen. Det tager til i styrke i takt med at familierne mødes over fællesspisning, vin i store mængder og børn der skal tilgodeses, alt imens telefonerne bimler. Da Corona pludselig også må presses ind i ligningen, stiger presset. Det er tydeligt, at idémanden med visioner er savnet som organisator og inspirator. 

Bofællesskabets beboere består af fire selvstændige boliger. Her bor de tre vennepar mens den sidste bolig bebos af faren, Troels, til en af familiefædrene. Venneparrene er tre heteroseksuelle par. I det ene par har manden, journalisten Rune, tidligere været gift og har teenageren Thea. Sammen med sin nuværende kone, advokaten Anja, har Rune børnehavebarnet Oskar. Udover at følge de voksnes liv og relationer, zoomer forfatterne også ind på Thea og bofællesskabets anden teenager, Ragna. De glæder og udfordringer de unge gennemlever, er interessante at sætte i forhold til de voksnes ditto. 

Handlingen udspiller sig i en særlig tid, hvor Danmark lærer Corona at kende. Det påvirker hverdagslivet og ændrer planerne for den enkelte såvel som fællesskabet bredt. I takt med at beboerne rykker tættere sammen og ser andre sider af hinanden, udvikler deres relationer sig. Spøgelser fra fortiden kommer op til overfladen og truer med at detonere det grundlag, deres familieliv og fællesskab er bygget op omkring. 

Forfatterne har særlig sans for at flette en stor buket af tidstypiske tematikker ind i handlingen med vægt på samfund og relationer. Skønt det ikke er særlig længe siden, har de fleste af os vel søgt at fortrænge livet under Cororna? I ”Sejrs vilje” vækkes tiden til live med mundbind, tests, bekymring, forsamlingsforbud, pressemøder, minkaflivning etc. Tidens levevilkår og –kultur skildres på en uhyre indsigtsfuld, autentisk og nuanceret vis. De fire familier er ved første øjekast ret ens. Når den ydre staffage skubbes til side, rummer de forskellige sider af danskerne, som de nok er flest dér, hvor man især læser Politiken, Information og Weekendavisen. Men tag ikke fejl, der er også beboere med mere borgerlige holdninger og værdier.

”Sejrs vilje” er en livfuld og dynamisk samtidsfortælling. I en tid hvor ensomhed sættes til debat er bofællesskabet en interessant løsning. Men som alt andet har også bofællesskabet sine akilleshæle. Der er langt fra forkromede idealer og drømme til en velfungerende bæredygtig hverdag i balance. 

Fortællingen har et højt fortælletempo samt masser af saft og kraft. På trods af at forfatterne gør deres bedste for at hjælpe læseren med at bevare overblikket, skal man holde tungen lige i munden. Forrest i bogen er der en fin oversigt over romankaraktererne. Hvert kapitel er forsynet med titel, tid og sted. Romanen er skrevet i et levende og realistisk sprog med troværdige miljø- og karakterbeskrivelser. Det er let at visualisere. Styrken ved persongalleriet er, at karaktererne er særdeles nuancerede. Men der er en del at holde styr på både på mikro- og makroplan når parforhold, venskaber, bofællesskab og samfundet som helhed kommer under luppen. Læserne bliver tillige forkælet med overraskende hemmeligheder og plottvists, der alt sammen bidrager til en hel igennem herlig og livagtig læseoplevelse. Romanen berører adskillige tematikker, der sætter mange tanker i gang. 

Paradokset er, at bogens styrke også er lige på nippet til at blive dens (eneste) lille svaghed. Romanen kan og vil så meget rent tematisk. Emneordene flokkes og banker på! Det er fornemt, at forfatterduoen formår at inkorporere så mange tidstypiske samfundstematikker i fortællingen. Men det udvikler sig til en skavank, hvis jeg som læser er nær ved at tabe overblikket. Overordnet set understreger det således bogens pointe om, at det moderne menneske lever i et kaos. Kunsten er at navigere kaos. Min krystalklare anbefaling er, at du giver dig selv denne formidable læseoplevelse.

Sejrs vilje

Forfatter: Lise Ringhof og Erik Valeur

Forlag: Gutkind

432 sider. Indbundet.

Udgivelsesdato: Den 7. april 2025

Anmelder: Nønne Lønne Votborg