Glæd jer, alle fans af Ida Jessens romaner. Glæd jer til gensynet med den Ann Barbara, som I lærte at kende i romanen (og filmen) Kaptajnen og Ann Barbara.
Den bog endte jo ulykkeligt med, at Ann Barbara kom i Viborg Tugt- og Manufakturhus efter at have fjernet de ædlere dele på herremanden Schinkel på Hald.
Ida Jessen har nu leveret endnu en roman om den gådefulde unge kvinde med de mange talenter – og det er endda første bind i en planlagt trilogi om Ana Barbara. Hvad kan vi forlange mere?
Ana Barabars hvedebrødsdage foregår i 1760 – og fortæller levende og godt anskuet om de tyskere, som blev overtalt til at forlade deres hjem for i et slidsomt arbejde at få opdyrket heden.
Bogen åbner med, at Ana Barbara er flittig med væven i tugthuset i Viborg. Hun, som vel egentlig er dødsdømt, skal i stedet overføres til slaveriet i København. En større transport bliver udrustet – og foruden kuske, heste og vagter skal præsten Søren Thestrup følge med.
Fangen er ikke til at slå et ord af, mens vognen humpler hen over heden. Ann Barbara bare strikker og strikker.
– Hvad vil du egentlig, Ann Barbara, spørger Thestrup. Han får endeligt et svar: Jeg vil gerne giftes.
Fangetransporten slår et slag omkring kaptajnens gård. Han er nu 54 år og en gammel mand. Præsten vier de to. Transporten fortsætter, men på et tidspunkt bliver præst og fange enige om at skilles.. Thestrup mener, han har vigtigere sager at tage sig af.
Sammen med en høne står Ann Barbara midt på heden. Ved afskeden fik hun en ulvepels af kaptajnen. I den pakker hun sig godt ind og lægger sig i et hjulspor: “Dagen har været lang. Klokken to i morges stod hun op som fange nr. 388 i lugten af det uhyrligste skidt og til lyden af menneskeskrål og bankende lyde. Aldrig havde hun troet at hun skulle blive gift eller få lyngen at se igen, og nu ligger hun på sin bryllupsdag, på den eneste sengebund, man kunne få, i den bedste duft der med sikkerhed findes i verden”.
Ann Barbara og hendes trolige høne kommer til tyskernes by Havredalen og bliver optaget i fællesskabet her. Hun er flittigt, hun arbejder og er behjælpelig på mange måder. .
“Du velsignede Mensch. Hvad skulle vi dog gøre uden dig?” udbryder den tyske husmoder Margrethe Hat, når Ann Barbara har udført et godt stykke arbejde.
Vi møder en del af disse tyskere, vi får fortalt deres forskellige skikke, deres drukkenskab, slagsmål, drab, en henrettelse m.v. De danske embedsmænds seen ned på disse tyskere. Som har kongens gunst, idet han har befalet, at de skal hjælpes med blandt andet klingende mønt.
Ida Jessen har leveret en troværdig beskrivelse af et stykke danmarkshistorie – som betød, at vi danskere i dag elsker kartofler. Eller nogen af os i hvert fald.
Nej, Ann Barbara vender ikke tilbage til kaptajnen.
Ann Barbaras hvedebrødsdage
Roman
forfatter Ida Jessen’
408 sider
Udkom 20 oktober 2026
Gyldendal
Anmelder Bjarne Gregersen