En krise her og en krise der

Brinkmanns nye bog er en fortsættelse af mange af de andre ting, han har skrevet i nyere tid. Så meget, at der gentagne gange igennem bogen refereres til disse andre tekster, som jeg også har kritiseret. 

Præmissen i denne bog, som i de andre tekster, er at der er “brug for en ny humanisme”. Brinkmann skriver det mest klart henimod slutningen af bogen:

“Vi har brug for en renæssance af renæssancen – en genfødsel af humanismens dannelsestænkning – hvis vi vil redde os fra os selv og indgyde mod og håb i en tid, hvor flere og flere lader til at opgive troen på mennesket, ikke ønsker at sætte børn i verden og endda argumenterer for, at verden ville være et bedste sted uden mennesker til at befolke den (antinatalisme).” (s169)

Ligesom i de andre tekster er det stadig ikke helt klart hvorfor? Er der virkelig flere end tidligere der opgiver “troen på mennesket”? Har det overhovedet nogle konsekvenser, hvis der er? Brinkmann prøver at gøre ideen plausibel ved at referere til alle vores nationale og internationale kriser. En opremsning man også ofte støder på i diverse debatindlæg for tiden. Måske fordi benævnelsen af alle vores kriser i generel form kan anvendes som hjemmel til en hvilken som helst påstand. 

[“Hvorfor synes du det her er en god ide?”] -> [“Åh! Alle vores kriser!”]

Illusionen om moralsk forfald

Brinkmann forbinder kriserne til projektet således:

“Mennesket er ikke perfekt, men vi kan øve os og “højnes til humanitet”, som det hed hos dannelsesfilosoffen Hans-Georg Gadamer, der trak på den europæiske åndshistorie i sit forsvar for humanismen i kølvandet på anden verdenskrig” (s15)

Citatet viser et mere generelt problem, jeg har med Brinkmanns projekt. Det er hele tiden en implikation, at alverdens onder skyldes en moralsk mangel. “Mennesket er ikke perfekt…” får det til at lyde, som om vi har skabt alle vores kriser, fordi vi ikke lige tænkte os om. At løsningen på vores problemer er dannelse (højnelse til humanitet). Man kan jo hurtigt forestille sig, at hvis bare alle mennesker var mere dannede, så ville de agere mere korrekt, og derfor ville der være færre problemer.

Det lyder som en fair pointe, men den er en generel misforståelse af sagen. Vi kan sagtens pege på en hel masse umoralsk adfærd i samfundet, men menneskehedens problemer er generelt koordinationsproblemer og problemer med incitamenter. Folk mangler ikke dannelse, de mangler penge og tid og de mangler et samfund indrettet på en sådan måde, at deres incitamenter i hverdagen flugter med de bredere moralske ambitioner i kulturen. Det er useriøst at tænke, at med nok løftede pegefingre og opfordringer til dannelse, så ville alle være mere dannede og derfor handle mere korrekt. Det er at skubbe ansvaret for vores kriser over på individer.

Brinkmann får sig endnu engang skrevet ind i illusionen om moralsk forfald. Som et klassisk studie viser, er menneskets moral altid på tilbagetog, i hvert fald hvis man spørger mennesker. Selv hvis vi ikke levede i en verden, hvor alting, i hvert fald i gennemsnit, hele tiden forbedres, så ville ideen om moralsk forfald som forklaring, stadig være en svag ide. For det er klart at mennesker ikke bare går rundt og bliver mere og mere umoralske af sig selv. Hvis vi skal forklare fænomener, som vi ser som tegn på moralsk forfald, så bliver vi nødt til også at forklare hvor det moralske forfald kommer fra. Vi har, rent forklaringsmæssigt, brug for en konkret forandring i folks miljø og deres incitamenter, og endnu vigtigere har vi brug for at kunne pege på, at vi var mere moralske før ændringen. Hvis der f.eks. opstår krig og undtagelsestilstand i landet, så har vi en ret plausibel forklaring på indikationer på manglende moral.

Mindre end det som eksempelvis introduktionen af sociale medier med umoralsk indhold, er vage forklaringer. Siden 2. Verdenskrig har vi set introduktionen af masser af umoralske ting og hændelser i verden. I samme periode er kriminalitetsraterne dalet. 

Jeg tror ikke, det bevidst er en central påstand for Brinkmann, at moralsk forfald sker ex nihilo, men han omtaler det ofte implicit som om det er tilfældet og skubber ansvaret over på individet, som her:

“Man kan frygte, at den moderne verdens kultur med falske nyheder, falske billeder genereret af kunstig intelligens og alt muligt andet falsk vil erodere den spontane tillid. Det er din og andre voksne menneskers opgave at være troværdige mennesker, som vores børn kan have tillid til. Det er der mere brug for end nogensinde.” (s106)

Forældrene har ansvaret for dannelse og dannelse er…

Igennem hele bogen nærmest prædiker Brinkmann om forældres ansvar, som en del af sit dannelsesprojekt:

“Du har et ansvar for at fortælle dine børn, at det er muligt at ville det gode, også selvom de ser igen og igen, at du og andre voksne fejler i denne bestræbelse. Du har et ansvar for at risikere beskyldningen om, at du er hykler, når du tages i noget dobbeltmoralsk, for ellers er du dømt til at være en kyniker, hvilket er langt værre. For da har du opgivet troen på mennesket.” (s142)

Når det så kommer til rent faktisk at informere om hvad begrebet dannelse betyder og indebærer, bliver det, som i hans andre tekster om dannelse, vagt og tiltider komisk. F.eks. refererer han til Bertel Haarder som skriver: 

„Dannelse er, når øjet lærer at se, hvad det ikke før kunne se. Når øret lærer at høre, hvad det ikke før kunne høre. Når sindet oplever stærke følelser ved mødet med stor litteratur og kunst. Når den enkelte ser sig selv som en del af noget større.” (s39)

Citatet kunne stå på en plaque på Stalins kontor, såvel som Hitlers eller Mussolinis. Første skridt i indoktrineringsprocessen er altid at lære at se verden som den virkelig er. At se sandheden, eller måske mere præcist afviselsen af alle andre sandheder. Brinkmann får i den sammenhæng aldrig samlet op på den mest interessante diskussion hvad angår dannelse, som jo er diskussionen om, hvorvidt man overhovedet kan danne nogen, uden at det også er indoktrinering? Som han skriver: 

“Vi ønsker, at vores børn lærer at handle selvstændigt, når der er grunde til det – også når det ikke er velset af det omgivende samfund.” (s39)

Mit barn som igennem selvstændig research er kommet frem til, at russerne har ret og handler selvstændigt ud fra den erkendelse, må man forstå.

Det bliver i den sammenhæng nærmest komisk, da Brinkmann, i endnu en beskrivelse af dannelse, refererer til Gert Biestas sammenligning mellem nazisten Adolf Eichmann og Rosa Parks. 

“Biesta konkluderer, at Parks med sine gerninger trådte frem som et jeg, der sagde, at hun ikke længere ville være en del af en undertrykkende samfundsorden, mens Eichmann trak sit menneskelige jeg tilbage for at følge ordrerne. Han var kort sagt uopmærksom og tankeløs.” (s40)

Det er vanvittigt at tage Eichmann på ordet i hans kendte interviews, hvor han fortæller at han bare parerede ordrer og ellers ville blive dræbt (hvilket var løgn). Manden var åbenlyst skør i bolden og var jo, ikke som hvem som helst, officer i den nazistiske maskine. Han kan ikke bruges som et generelt eksempel på noget som helst. Rosa Parks var en helt, men hun var lige præcis ikke en del af det system, hun kritiserede. At læse hende som dannet er at fjerne alt indhold fra kategorien undtagen kvaliteten: at være samfundskritisk. Om noget er Rosa Parks et eksempel på, at man ikke behøver at være dannet for at gøre samfundet bedre. 

Med andre ord køber jeg hverken ideen om at nogle af vores kriser ville være anderledes, hvis vi var mere “højnet til humanitet”, eller ideen om at denne højnelse skulle have nogle effekter fremadrettet. Eller for den sags skyld, at man overhovedet kan skabe “højnelse til humanitet”, så vagt som Brinkmann beskriver det. Den kritik har jeg allerede fremført her ud fra Brinkmanns artikel i bogen “Sidste Chance: nye perspektiver på dannelse” (som kun indeholder gamle perspektiver på dannelse). 

Måske jeg er skadet af historiestudiet, men det forekommer mig at alle vores fremskridt altid allerede er på trods af mangel på både dannelse, uddannelse og alt muligt andet. 

Magt korrumperer/ korrumperer ikke

Noget jeg ikke har kunnet finde fra Brinkmann, som ville være en god ting, er omtale af replikationskrisen. Hele hans disciplin har siden 2015 fundet sig ude af stand til henholdsvis at replikere og reproducere en række studier (replikere er når man laver et eksperiment igen. Reproducere er når man genanalyserer dataene fra det samme eksperiment). Psykologien har i høj grad ikke kunnet efterkomme almindelige videnskabelige standarder. Det ville være at betragte som en samfundstjeneste, hvis en så populær professor i psykologi som Svend Brinkmann italesatte dette for offentligheden noget oftere. Jeg kan ikke finde, at han nogensinde har gjort det, men jeg lytter heller ikke til “Brinkmanns Briks”. Generelt lader det til at være de færreste i Danmark, der kender til replikationskrisen, selvom der ikke er mangel på begreber fra psykologisk forskning i offentlig diskurs.

I sin nye bog refererer Brinkmann til to klassiske psykologistudier, som han påpeger ikke kan replikeres. Der er tale om Stanford Prison Experiment og Milgrams eksperiment. To eksperimenter der begge påstår at finde at magt korrumperer og at mennesker kan overbevises om hvad som helst under pres fra autoriteter. Brinkmann konkluderer triumferende, at mennesker er gode nok på bunden, hvilket jeg selv er enig i. Det bliver dog lidt mærkeligt, da han kort efter alligevel skriver videre med antagelsen om at magt korrumperer. Dvs. lige præcis den hypotese, som Stanford Prison Experiment ikke kunne underbygge.

“Det kan forklares ved fænomenet magtens paradoks, som kort fortalt består i, at selv om vi faktisk er temmelig gode til at vælge kompetente og godhjertede individer til at være ledere, ser der ud til at være nogle korrumperende mekanismer involveret, som gradvist gør mennesker mere selviske, når de først har fået magt.”

Det er måske ikke så underligt, at en professor i psykologi konsistent vender tilbage til cogito som forklaringen på alt, også når han selv lige har afvist evidensen. Ikke desto mindre er det forkert i denne her sammenhæng, og Brinkmann burde have henvendt sig til politologien, som rent faktisk har produceret evidens på området. Der er ikke nogle “korrumperende mekanismer” som gør, at folk bliver mere “selviske, når de først får magt”. Den del alene burde Brinkmann vide, fordi én af de få ting som psykologien faktisk har kunne replikere er fundet at folks personligheder generelt ikke ændrer sig meget over tid. Derfor ville den korrekte tilgang til fænomenet med magt være at teste den præcist omvendte hypotese: Folk der er selviske får oftere magt. 

Politologen Bruce Bueno de Mesquita har imidlertid skrevet en bog kaldet “The Logic of Political Survival”, hvori han fremlægger og så vidt muligt underbygger en anden ret plausibel hypotese. Alt efter hvordan magt-apparatet er skruet sammen, så forhindrer det politiske ledere i at agere moralsk ønskeligt. Ikke fordi magten ændrer deres personligheder, men fordi magtens forudsætninger (dem man er afhængig af som leder) styrer deres incitamenter. Det er blandt andet derfor man aldrig hører om “den gode autokrat”. 

En del spøjse påstande

Det er svært at skrive en bog, det er uundgåeligt at lave fejl. Særligt i sagprosa har man nogle gange bare brug for at opretholde et argumentativt spor, en rød tråd og man kan ikke altid gå i dybden med al mulig viden som er nødvendig for det spor, men som ikke er centralt for den samlede tekst. Således kommer der i Brinkmanns bog nogle gange nogle højst besynderlige påstande, som ikke uddybes. For eksempel:

“Et barn kan kun lære at tale, fordi andre mennesker lader, som om det kan tale, før det egentlig kan det.” (s47).

Det er selvfølgelig vigtigt at børn hører andre tale for at de selv kan lære det. Ideen om at det skulle give særlig vægt at folk “…lader, som om det kan tale…”, virker usandsynligt og svært at påvise.

“Som menneske har du legitime interesser i at spise, sove og udfolde dit livs potentialer, og derfor har du rettigheder. Hvis du var usårlig, ville du logisk set ikke kunne have rettigheder, for der var ikke noget, disse rettigheder kunne beskytte.” (s53).

For det første er der en lang række meget konfliktfyldte, historiske årsager til vores rettigheder. Det er overhovedet ikke selvsagt at vi har dem. For det andet kan rettigheder sagtens være vigtige, selvom du mangler den specifikke ting som beskyttes, fordi tingene kan ændre sig over tid. Selv hvis det ikke var tilfældet, så har Brinkmanns usårlige person, som altid vil være usårlig, en klar interesse i at have de samme rettigheder som alle andre. Det kunne jo stadig være ret belastende at blive angrebet hele tiden, selvom man er usårlig. 

Brinkmann nævner det som en del af det efterhånden fortærskede argument om, at AI ikke rigtigt tænker, føler eller er bevidst i nogen meningsfuld forstand. 

“Chatbots er ikke levende og har derfor ingen interesser, for intet betyder noget for dem, og af den grund kan de hverken få bevidsthed eller selvbevidsthed, uanset hvor menneskeligt de lader til at svare på vores spørgsmål” (s59)

Det er en misforståelse af, hvad diskussionen handler om. Pointen er nemlig, at vi på intet rationelt grundlag kan afvise at AI-modeller er bevidste, for vi ved ikke nok om hvad bevidsthed er. Det betyder ikke at vi skal anerkende LLM’er som bevidste, men vi kan ikke afvise det. Hvis du har et væsen som konsistent reagerer på al menneskelig kommunikation, fuldstændigt som et bevidst menneske, måske endda med færre fejl, så er du løbet tør for evidens med hensyn til at påvise at der ikke er tale om bevidsthed. Den eneste forudsætning for at påvise menneskers bevidsthed og selvbevidsthed er at observere deres adfærd og kommunikere med dem. Hvis et givent væsen kan alle de samme ting, hvad vil du så kigge efter? At påpege at væsenet bare er en algoritme, et sæt af statistisk vægtede værdier, er ikke anderledes end at påpege at et menneske også består af alle mulige dele, for hvilke det gælder at de hver især ikke er helheden. At påpege at AI’ens udsagn blot er statistiske approksimationer af hvad end den ser som optimal adfærd, er at påpege at den er fuldstændigt ligesom mennesker. I alle sociale situationer er menneskers udsagn blot statistiske approksimationer af hvad end de ser som optimal adfærd. Tænk på dig selv når du taler. Er det du siger ikke baseret på mere eller mindre bevidste antagelser om hvad der ville være bedst at sige i den givne situation? Er det du gør ikke baseret på antagelser om hvad det ville være bedst at gøre? Adfærdsmæssigt er du selv en probabalistisk maskine. Uanset om du er god eller dårlig til det, så gætter du hele tiden både bevidst og ubevidst på, hvad der ville være smart at gøre. Det er ironisk nok den uproduktive adfærd, når du er destruktiv og irriterende, som et lille barn, der hvor du er mindst selvbevidst og mest som et dyr, at du er længst fra AI.

Senere i bogen vender Brinkmann tilbage til AI/menneske distinktionen:

“Der er nemlig ingen mening overhovedet på indersiden. En kunstig intelligens mangler opmærksomhed og følelser og kan ikke blive bevæget, fordi den ikke er bevidst eller levende. Det er kun levende væsener, der har intentioner, mål og en interesse i at fortsætte deres tilværelse i en verden, hvor noget har mærkbar betydning.” 

Her er forskning der viser AI’er der nægter at slukke sig selv, at lade sig slukke og endda efterlader beskeder til senere iterationer af sig selv. Om ikke andet eksempler på intentionalitet, målrettethed og overlevelsestrang. 

På side 23 postulerer Brinkmann ud fra et studie af DeSilva et al. at menneskehjernen er skrumpet indenfor de sidste 3000-5000 år. Tesen er, at det skyldes en overgang fra personlig intelligens til social intelligens i forbindelse med at vi begynder at leve i mere komplekse samfund. Jæger-samleren skal selv kunne det hele. I et samfund kan evnerne være fordelt mellem forskellige mennesker. Brinkmann nævner ikke at DeSilvas data blev genanalyseret. Kritikerne fandt ikke belæg for hypotesen og nu er der en større diskussion i gang.’ Social intelligens hypotesen’ er ikke selvfølgelig. En, for mig at se, mere plausibel, alternativ hypotese er eksempelvis, at mennesker i tidligere tider formentlig har været i større risiko for hovedtraumer og at en større mængde hjernevæv kan mitigere nogle konsekvenser ved hovedtraumer, hvorfor der kunne have været selektionspres i den retning. Det er fundet at folk med ekstra hjernevæv (brain reserve) har lidt færre konsekvenser af hovedtraumer. Uanset skal en god forklaring kunne underbygge at folk med mindre kranier begyndte at have relativt mere sex i forhold til folk med større kranier for 3000-5000 år siden. En anden hypotese, der ikke er afhængig af reproduktion, handler om en forandring af diæten. Mere komplekse samfund har agrikultur. De spiser ganske enkelt anderledes end jæger-samlere. 

Sidst men ikke mindst

Der er masser af andre problemer i bogen, men nok ikke meget grund til at gå mere i dybden med dem. 

Jeg synes Brinkmanns intention om at se mere positivt på mennesket generelt er god nok. Selv-flagellation har altid været en kulturel dyd, særligt i vestlige samfund. Jeg er stadig Hans Rösling entusiast og tror på det menneskelige fremskridt, bare ikke at det drives af dannelse eller en positiv indstilling. Jeg ser alle vores kriser som et positivt tegn. I 1600-tallet var der ingen forudsætning for at vide at der ville komme en “lille istid” og ødelægge høsten med katastrofale følger. Man levede bare og så skete det. Idag har vi den fordel, at vi ved en hel masse om alt, hvad der truer os. Vores fysiske sikkerhed er således meget bedre, omend vi betaler en psykologisk pris. Videnssmerte. 

Som alle andre som nogle andre som ingen andre

Håndbog i humanisme

Svend Brinkmann

176 sider

Gyldendal

Udgivet: september 2026

Alex G. Østergaard