Spændings- og agentromanen Tornsangeren kombinerer kærlighed, spionage og storpolitiske intriger i en nutidig europæisk kontekst.
Vores hovedperson, Henrik Petersen, er en almindelig embedsmand i Udenrigsministeriet:
Han var selv blevet embedsmand helt ind til marven, og systemet havde for længst ædt ham.
Det lyder ikke lovende, men han bliver overraskende kontaktet af efterretningstjenesten, fordi han han har haft et kort forhold til en russisk kvinde, Svetlana, mange år tidligere. Hun har adgang til fortrolige oplysninger om Rusland, og Henrik bliver vurderet at være manden der kan overbringe oplysningerne.
Trods meget lidt forståelse fra familien forsøger Henrik at gøre sin pligt. Han er ikke ret heldig og begynder sin nye karriere med at blive arresteret i Egypten. Siden mødes han med Svetlana, og den gamle kærlighedsaffære er ikke glemt, hverken af ham eller af Svetlana.
Romanen svinger mellem storpolitiske konflikter og menneskelige relationer. Her indgår emner som kærlighed, manipulation og de farefulde forhold for russiske afhoppere i dagens Europa, alt sammen pakket ind i en spændingsfyldt fortælling der både indeholder international action og problematiske familieforhold.
Romanens force er Henriks relative mangel på talent som spion. Man skulle tro, at spionjobbet fyldte det meste, men Henrik spørger efter tid til at være turist, og det bidrager også til indtrykket af ham som amatør. Hvordan efterretningstjenesten kan beslutte sig for, at han er den rette til jobbet, er lidt en gåde, også selvom han har haft et forhold til Svetlana.
Tornsangeren er en ok thriller i sin tilstræben efter at ligne en klassisk spionroman, men udover sin lidt kejtede hovedperson, leverer den ikke noget nyt til genren.
Tornsangeren
Keld Broksø
361 sider
Ambush Books
Udgivet: Januar 2026
Birte Strandby
Anmeldelse fra bogblogger.dk: https://bogblogger.dk/?p=69496