Allerede for tyve år siden blev der skrevet bøger om, hvorfor vi ikke gjorde mere for klimaet, når vi nu vidste, at vi havde mulighederne. Klimabevidsthedens barrierer fra 2009 beskrev, hvad der forhindrede os i at slås for det der basalt er vores børns fremtid: klimaforandringerne er ikke så synlige i vores del af verden, vi er magtesløse, kortsynede fatalister, og klimaproblemerne er komplekse.

Nu tilføjer forfatterne af Klima og klasse endnu et argument for vores manglende klimahandlinger: klimadagsordenen er angiveligt udtryk for, hvad man mener i den københavnske elite. Når en klimaorganisation laver en aktion der stopper trafikken, så glemmer de trods alle gode hensigter at tage højde for gennemsnitsdanskerens hverdag. De generer ikke de store udledere, men dem der er afhængige af bilen for at komme på arbejde. Og det virker først og fremmest virklighedsfjernt og arrogant. Det er en holdning, som adskillige politiske partier udnytter, når de tordner mod roadpricing og solceller.

Billedet af den selvretfærdige aktivist, som stoisk performer sin egen dydighed, mens pøbelen nedenunder bliver stadigt vredere, symboliserer lige nøjagtigt den politiske situation, som gavner den sorte kapitalfraktion allermest: …

Den selvhøjtidelige klimaforkæmper er en favoritmetafor for højrefløjen, med den kan man politisk styre den folkelige bevægelse mod klimahandling, og klimahandling til en trussel mod hverdagen! Frankrigs Gule Veste viste tydeligt, at klimahandlinger ikke er folkelige, i den form de har for tiden.

En ny variation over emnet er at stemple klimahandlinger som woke, altså gøre klimakamp til kulturkamp, selvom vi reelt har behov for at bygge bro over kulturelle og symbolske kløfter, så der kan skabes folkelig opbakning til klimakampen.

Bogen påtaler blandt meget andet, at den grønne omstilling gøres til indtjeningsmulighed i danske sammenhænge. Den grønne kapitalisme er kendetegnet af en tæt forbindelse til toppolitikere. Markedet for grønne investeringer er en politisk konstruktion, så forbindelsen giver god mening. Det betyder, at dem der skal udføre opgaverne – eksempelvis vindmølleparkerne – også er forbundet med dem der skaber betingelserne – og dem der udskriver regningen til forbrugerne. Samlet betyder det, at den grønne omstilling fordyres unødvendigt ved at blive gjort attraktiv som investeringsobjekt.

Et projekt der kalder på ekstra opmærksomhed i den forbindelse er den grønne trepart der består af Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, Dansk Metal, NNF, regeringen, Kommunernes Landsforening og Dansk Naturfredningsforening. Det er spørgsmålet, om danskerne er retfærdigt repræsenteret. Danmarks få landmænd er til stede med Landbrug & Fødevarer, men kan Dansk Naturfredningsforening alene varetage danskernes bekymringer?

Indtil videre er treparten endt med, at ‘landbruget kompenseres på minkavler-niveau … Der skal fortsat produceres svind fodret med soja fra afskovede områder i Sydamerika. Og skatteborgerne kan se frem til at betale foreløbig 40 mia. kr. for trepartsaftalen.’

Der er nok at tage fat i. Hvad sker der i Davos, kan de der kvoter overhovedet bruges til noget, og hvordan er det med vækst, kan vi gøre noget ved det? Klima og klasse kommer godt rundt om begreberne og har også blik for nye nuancer.

Forfatterne har flere forslag til, hvordan man skaber folkelig opbakning og folkelige løsninger på vanskelighederne. For eksempel tager forfatterne fat i ejendomsretten til den fælles natur, lokal demokratisk selveje, og hvordan man får udkanten med. Også rationering og retfærdighedsprincipper diskuteres, eksempelvis foreslås en progressiv afgift på flyrejser, så de første 1.000 kilometer koster 250 kr. i afgift. De næste 500 koster 500 kr. i afgift, de næste 500 det dobbelte …

Som altid i ny litteratur om klima og klimakamp har vi utallige muligheder. Måske lærer vi engang at bruge dem.

Klima og klasse

Hvordan vi undgår, at klimakampen lander i kulturkløften

Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard, Andreas Møller Mulvad

322 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2025

Birte Strandby