‘Nådeløs nødværge’ antyder i lighed med filmtitlen ’Sprængfarlig bombe’, at vi er landet i klicheernes verden, og det er vi også. Her er en lonely rider, en lejesoldat med natlige mareridt, der ved en skæbnens tilskikkelse kommer til at arbejde undercover for politiet. Vores hovedperson er Michael Frost, og man kan næsten høre privatdetektivens stemme fra amerikansk noir, da han introducerer sig selv og sine traumer fra de aktioner han har deltaget i. Men det skal man ikke undervurdere. Nådeløs nødværge har godt fat i suspense og aktion. Der er velkendte klicheer som pizzabudet der ringer på hoveddøren og alarmerer beboeren, og der er hidtil ukendte oplysninger om, at Langeland mod forventning alligevel ikke er det roligste sted på jorden. Man er godt underholdt, og selv om man har mødt stereotyperne før, betyder det ikke, at de ikke kan overraske.

En bombe sprænger tæt på en boligblok på Valby Bakke. Kort efter bliver fire mænd dræbt, alle på samme måde, og ofrene har desuden det til fælles, at de tilhører LGBT-miljøet. Frost bliver kontaktet af politiet, der vil have ham til at vurdere risikoen for at det næste mord finder sted. De råder oven i købet over en liste over potentielle ofre.

Mistanken falder på en gruppe højredrejede hooligans og voldsmænd. Det viser sig, at Frost har været i militæret sammen med en af de fremtrædende personer i gruppen, og det bliver hans opgave at forsøge at komme i kontakt med ham igen. Der er mange ting der kan gå galt. Frost får hjælp af sin gode ven Hana i det skjulte, og hans forehavende virker ikke så håbløst endda. Men der er flere der bliver trukket rundt i manegen, og læseren får også nogle overraskelser undervejs. Der er et godt tempo, masser af suspense, og en del rejsen rundt i Danmark. Man skal være opmærksom for at holde styr på alle karakterer og deres lyssky aktiviteter, men det er ulejligheden værd.

Nådesløs nødværge

En Michael Frost-krimi

Thomas Helle

469 sider

Brændpunkt

Udgivet: 18.03.2025

Birte Strandby