De tre bøger om Bo og Banjo er af serien Læs Lydret2 til de 5 til 7-årige, som kan sætte op til fem bogstaver sammen til ord. I Læs Lydret2 møder børnene lydrette ord og flere af de 120 hyppigste ord.

Bo er seks eller syv år gammle. Han har en solsikkesnor, altså et usynligt handicap, og det handler her om uro eller angst. Bo bor i en hyggelig lejlighed i nærheden af en park. Det fremgår af de farverige illustrationer. Teksten er meget kortfattet og går alene på Bo og hans uro.

Bo og Banjo

Bo er urolig og utryg, da mor og han går gennem parken, og da de senere besøger en gård, er han utryg ved gæssene. Mor køber en hund på gården, nemlig Banjo. Banjo er en begejstret hund, og mor viser, hvordan man kan kaste en pind, som Banjo så henter. Bo ender med at blive glad for at lege med hunden.

Sætningerne er mellem tre og syv ord lange, og ordene er korte. Den lille bog har flere formål. Dels inviterer den begynderlæseren ind i læsningen, og dels kan det utrygge barn måske spejle sig i Bo og hans uro, og se at uroen kan overvindes.

Banjo må væk

Toeren er en anderledes barsk affære. Bo er på vej ud for at lufte Banjo, men Banjo er syg, og kan ikke rejse sig. Mor og Bo tager Banjo til dyrelægen, og det bliver en trist oplevelse. Det er vanskeligt at finde trøst efterfølgende, men det lykkes alligevel mor at få forklaret Bo, at Banjo er oppe i himlen.

En ny Banjo

Tiden efter Banjo er trist. Bo savner sin hund. Mor forsøger at trøste ham, men det går ikke så godt. Så tager hun ham med ud til en bondegård. Bo er ikke meget samarbejdsviillig, men efterhånden får han øjnene op for dyrene på bondegården, især grisene eller rettere en der viser sig at være ret kvik.

Det er ganske meget dramatik på få sider. Den korte bog er på det nærmeste spændingsfyldt og tilgængelig for dem der har lært at stave de første, korte ord godt hjulpet på vej af tegningerne der udvider fortællingen, så læseren får indtryk af gården og dens dyr, og Bo i en mudderpøl.

Bo og Banjo

Bøgerne er skrevet af Søren Hemmingsen og 

illustreret af Pernille Mühlbach

24 sider

Alinea 

Udgivet: 3. marts 2025

Birte Strandby