I september 2025 udkom Trods og tragedie – en biografi om forfatteren Olga Eggers. Olga Eggers værker har levet en skyggetilværelse på grund af forfatterens tilknytning til nazismen. Det er ikke et ukendt dilemma for læserne: skal man fordømme værkerne på grund af forfatterens holdninger og handlinger? Eller er det ok at nyde læsningen efter for eksempel 100 år? Som nævnt i Trods og tragedie har Eggers fat i mange af kvindefrigørelsens problemstillinger, og det er interessant læsning:
Penge
Penge udkom i 1905 og er en hjerteskærende beretning om en ung pige der gifter sig af kærlighed. Hun er eneste datter af borgmesteren, forkælet og vant til velstand. Hendes tilkommende har en uhyre beskeden indkomst, men hun er er overbevist om, at deres fælles kærlighed sagtens kan overleve en trængt økonomi.
De får et stort bryllup, og hun får både en stuepige og en sparekassebog med fra forældrene. Og stuepigen kan der nok blive brug for, for vores hovedperson aner intet om husførelse. Hun har overbevisningen og de allerbedste intentioner for sit ægteskab. Hun elsker endda sin svigermor og prøver at opmuntre den hårdt ramte kvinde der ved alt om at være fattig.
Men trods de største ambitioner går det dårligt med økonomien. Hun bruger sine medbragte penge, afskediger stuepigen og afholder sig fra deltagelse i selskaber. Hendes mand elsker hende som hun er, men hun kan ikke leve med at være fattig – og oven i måske være ansvarlig for den fattigdom.
Vi følger også ægtefællens to søstre der begge er rundet af af de samme kår. Den ene gifter sig til rigdom, og den anden skaber sig med en del omkostninger en karriere på teatret, mens vores hovedperson er ude af stand til at tackle egne livsvilkår.
Penge er mere dramatisk og mere tragisk end noget af Ibsen. Romanen er fængslende ikke mindst på grund af den sociale indlevelse og forfatterens viden om livet som fattig. Det harmonerer meget godt med, at Olga Eggers på den tid i sit liv var glødende socialdemokrat. Hvad der siden fik hende til at blive aktiv inden for nazistbevægelsen, er der intet der afslører i ‘Penge’.
Den røde synd
Den røde synd er fra 1908, og den er på en måde også forbundet til begrebet fattigdom, men alligevel helt anderledes.
Her handler det om to søstre, Lucia og Carolina Maghetti der har en fælles, tragisk baggrund og en lidet misundelsesværdig fremtid.
De bor i Venedig i Palazzo Maghetti, en forfalden villa hvis ejere for længe siden har mistet både formue og anseelse. Anseelsen forsvandt, da deres mor fødte et kretinerbarn. (Kretiner betyder historisk et barn der er født med åndssvaghed og vækstforstyrrelse). Samme dag som barnet fødtes – ni år før romanens tid – skød deres far sig, og deres mor begyndte at blive sindssyg. Pigernes ældre bror, Giovanni, udviklede nogle tilbøjeligheder til udfordrende livsførelse herunder et ry som skørtejæger.
I søstrenes og alle andres opfattelse er farens selvmord og morens sindssyge en straf, fordi moren har født et kretinerbarn. Kun bedstemoren tager sig af barnet, som hun bærer rundt på hele dagen.
Den yngste søster Lucia forventes at gå i kloster – den eneste mulige ærefulde vej. Carolina er anderledes og forelsker sig dybt i en mand der er principiel modstander af ægteskab, men dog tilhænger af at beskytte sine elskerinders rygte på enhver måde. Han er også glad for Carolina, men beslutter at han må videre for ikke at komme for tæt på ægteskabets lænker. Det knuser Carolina, og hun opsøger ham for at forklare ham, hvorfor hun er ligeglad med sit rygte, hvorfor hun elsker ham, og hvorfor han har en sådan magt over hende.
‘Hun havde aldrig haft anden Vilje end hans.’
Efter det voldsomt dramatiske møde går Carolina hjem i natten og sætter sig ved Canal Grande. Her finder Giovanni hende, da han kommer hjem efter ‘at have været til fest med løse kvinder’. Det er fortrolighedens time, og Giovanni fortæller, hvorfor deres mor har født et kretinerbarn.
Carolina er på vej til selvmord, men Giovanni overtaler hende til at lægge sig til at sove. Samme nat taler moren med Lucia, og Lucia beslutter, at den eneste vej ud af familiens forbandelse må være forbundet med kretinerbarnets død.
Det er en dramatisk fortælling, hvor hver eneste linje handler om liv og død, kærlighed og had.
Som socialdemokrat kæmpede Olga Eggers for kvinders frigørelse, og det er i høj grad også den der står på spil i både ‘Penge’ og ‘Den røde synd’, kvindens frigørelse fra mandens, troens og omgivelsernes magt. Begge romaner slutter med, at den kvindelige hovedperson tager fatale beslutninger, men Den røde synd er lykkeligere.
Ambrosius
Ambrosius, bind I – VI er fra 1936 og dermed skrevet, efter at Eggers har erklæret sig som tilhænger af nazismen. Det er nu ikke noget der fremgår af romanen – en fri fortolkning af et klip fra Ambrosius Stubs liv. Ambrosius Stub var dansk digter og levede fra 1705 til 1758. I romanen er han ansat som regnskabsfører på Valdemars Slot på Tåsinge under baron Juel.
Baronen holder selskab, i selskabet er blandt andre den unge mand, Claus, der forventes at gifte sig med baronens datter, Abigail, samt den unge mands mor. Herudover har baronen en plejesøn, og der er en digter, en skuespiller, en historiker og et par unge adelige kvinder i selskabet.
Abigail og Claus har været trolovede i mange år, blandt andet fordi baronen i sine unge dage var forelsket i i Claus’ mor. De to unge har accepteret kendsgerningen, og protest er ikke en mulighed.
Claus er af sin mor blevet pålagt at opvarte den unge dame, men hverken Abigail eller Claus er dog særligt interesserede i den anden.
‘Abigail var en smuk Pige og en rig Pige, han havde heller ikke det mindste imod at gifte sig med hende, men han kunde ikke fordrage hendes overlegne Væsen og spottende Smil.’
Partiet er indgået på baggrund af en gammel kærlighed og ikke på grund af kandidatens fortræffelighed, som det tydeligt fremgår:
‘Kammerherre Juel, der selv var en højt begavet Mand med mange Interesser, kunde jo nok have ønsket, at hans opvoksende Svigersøn havde vist større Anlæg og bedre Begavelse. Men Kammerherren trøstede sig med, at da de unge jo dog skulde leve af hans Penge, og ikke af den unge Greves Arbejde, saa gik det nok alt sammen.’
Alt er klar til selskabeligheden på Valdemars Slot, men med en gruppe giftemodne unge kan man jo ikke forvente andet, end at der opstår nye følelser og andre bånd end de dikterede. Abigail betages af Ambrosius der udover at føre regnskaber også kan underholde med skønsang. Hendes følelser er gengældt.
Der er både dramatik, romantik, tragedie og stor lykke i den næsten 800 sider lange fortælling. Fortællestilen er inddragende, og man kommer meget hurtigt gennem romanen. Det er en lysere, måske lidt mere overfladisk fortælling end Den røde synd og Penge, men den er stadigt gribende.
Kendte danske kvinder
Kendte danske kvinder 1934 indeholder godt 151 små kvindeportrætter. Et lille billede og en kort tekst fortæller om kvinder der udmærkede sig ved særlige evner, sang, musik, teater og ikke mindst forfattere er stærkt repræsenterede.
Her finder man Agnes Slott-Møller, Karin Michaëlis, Anne Marie Carl Nielsen, Clara Pontoppidan, Liva Weel, Anna Ancher, Agnes Henningsen, Thit Jensen, Gyrithe Lemche, Bodil Ipsen og så alle dem, som man ikke rigtigt husker i dag.
Teksterne er små, svulstige beretninger om store præstationer – og et indledende afsnit om det fædrende ophav der i øvrigt ofte er akademikere og velansete borgere.
Om Thit Jensen står der blandt andet. … ‘Thit’ er altid at finde der, hvor der skal kæmpes mod Løgn og Uret. Uforfærdet rede til at vedstaa sine Anskuelser og Idealer er hun et Særsyn i en fejg og forvirret Tid.
Og Thit Jensen har i sandhed været foregangskvinde. I februar 1917 stiftede hun ‘Den danske Husmoderforening’ og i 1924 ‘Foreningen for sexuel Oplysning. Frivilligt Moderskab.’
Cathrine Horsbøl fik sin betydning på et helt andet område. Hun blev uddannet snedkersvend og havde i en periode en virksomhed med 30 ansatte
Det er spændende kvinder, og de har alle kæmpet om ikke andet så for deres ret til at vælge deres erhverv og retning.
Olga Eggers skriver i forordet:
Hvad vilde det ikke kulturet og mennesketligt, have betydet, om en saadan Bog havde foreligget for Hundrede Aar siden? Hvilken Guldgrube for enhver, der beskæftiger sig med den aandelige Udvikling i Danmark. Desværre blev en saadan Bog aldrig skrevet. Vi maa nøjes med de enkelte sprede Optegnelser om Kvinder, der af en eller anden Grund særligt paakaldte Mandens Opmærksomhed eller Beundring.
Om Hundrede Aar skrives der sikkert en ny. Den kommer vi ikke til at læse, men uden Tvivl vil til den Tid dens Forfatter med Interesse studere, hvad hans Fortids Kvinder kæmpede for og hvad de opnaaede.
Olga Eggers var en spændende forfatter, fortaler for kvinders rettigheder og med et omsorgsfuldt fokus på det der fastholdt kvinden i en position med begrænsede rettigheder. Hvad mon der fik hende til at vælge nazismen i 1934?
Kendte danske kvinder
1934
Under redaktion af Olga Eggers
154 sider
Arthur-Jensens Forlag København
Birte Strandby
