15 små noveller de fleste med et stænk af gys eller en antydning af absurditet. For eksempel oplever det ældre ægtepar i novellen ‘Dræbersnegle’, at dræbersnegle huserer i deres have. Det kræver en massakre at få bugt med dem, men hovedpersonens kone falder godt ind i rollen som snegleudrydder.
Da de senere skal til middag hos venner, bemærker de, at vennerne ikke har snegle i deres have. Det har sin forklaring. Her har husmoren nemlig besluttet sig for at gøre sneglen til byttedyr og nyttedyr. Det udløser voldsomme reaktioner hos vores fortæller, men heldigvis ved han, hvordan man behandler dræbersnegle. Måske er det fortællingen man skal læse, før man begynder at udrydde sine slimede havebeboere.
Novellen ‘Man fandt hende’ handler om et par modbydelige tvillinger og deres forhold til omverdenen og til hinanden. De kontrollerer omgivelserne, men da de bliver teenagere ændrer noget sig, og den ene søster lander i et forhold til en morderisk mand. Eller også er det en anden der er morderisk. Nogen dør i hvert fald.
‘En ny begyndelse’ handler om stalkeren på den anden side af vejen. Egentligt er han ikke stalker. Han kan bare godt lide at betragte sin nye, nydelige genbo. Så meget at han skriver et brev til hende med en kærlighedserklæring. Hvorpå hun køber gardiner og rullegardiner, men en rigtig bejler ved jo nok, hvad næste træk skal være.
Det er noveller fulde af overraskelser og med flere stilfærdige optakter til noget der kan blive mystisk og uhyggeligt.
Djævelens legeplads
og andre kulørte historier
Per Gammelgard
144 sider
Forlaget Læselyst
Udgivet: 21.08.2026
Birte Strandby