En harmonisk fortælling med harmoniske billeder

Blomme skal begynde i skolen. Det begynder ikke så dårligt, men det viser sig ret hurtigt, at læreren ikke synes, at Blomme skal tegne billeder af smuk natur, når de nu skal skrive alfabetet. Blomme bliver skræmt af lærerens forsøg på at disciplinere hende og løber sin vej – hjem til lejligheden.

Mor forsøger at trøste, men det hjælper først, da de aftaler, at hun og Blomme kan tage ud til Bedste. Bedstes hjem repræsenterer ro, grønne omgivelser og Bedste kærlighed. Mor må tilbage for at arbejde, men Blomme får lov til at blive boende. 

Sammen med Bedste udforsker hun haven, og hun får også en ny ven, og oven i den lykkelige slutning bliver hendes skolestart skubbet til næste år.

Ro, harmoni og masser af natur præger de mange farverige illustrationer. Tænk, hvis børn virkeligt havde andre muligheder end institutioner, som de måske ikke er helt klar til. Og tænk hvis voksne altid havde mulighed for at få deres børn passet hos venlige ældre damer med forstand på haver og børn.

Blommes bedste sommer er en sød historie der minder os om, hvad der kan blive væk i hverdagsræset, hvis man ikke er opmærksom på det. For barnet er der mulighed for at genkende det at være anderledes i skolen og trøst i, at det sagtens kan være fint at være anderledes ude hos Bedste, selv om det umiddelbart giver problemer i skolen.

Blommes bedste sommer

Lone Flyvbjerg Nørgaard

Illustreret af Anne-Esme Kierby Petersen

52 sider

Byens Forlag

Udgivet: Januar 2026

Birte Strandby