En tragedie udspillet for børn

August mister begge sine forældre i en bilulykke. Selv bliver han skadet, men lappet sammen efter ulykken og kan deltage i begravelsen. Mens han sidder i den kørestol, han midlertidigt er henvist til, kommer Piraten, hans fars onkel og spørger, om han vil flytte ind hos ham. 

At bo hos Piraten er noget andet end hjemmet med to forældre. Piraten har et akvarium uden fisk, nogle gamle globusser, søkort og sammenrullet tov. Han har aldrig haft børn, og han blev presset til at tage ansvaret for August, fordi han var nærmeste pårørende. Men han er en venlig mand, og det går nogenlunde, selvom August bærer længe på sorgen over sine forældre.

Piraten prøver at påtage sig den nye omsorgsrolle, men det går galt, allerede første gang han er til forældremøde.

Piraten bliver syg, og August og han drager over Atlanten i stiv kuling på jagt efter en løsning på Piratens helbred, så August ikke bliver alene igen.

August og Piratens liv sammen er hyggeligt, men ellers handler August’ liv mest om tragedier, og det ser ud til, at han mister alle dem, han elsker.

Tonen er rolig, og romanen er på sine steder næsten hyggelig, især når vi følger Piraten i hans bestræbelser på at være omsorgsperson for August. Han tager sine opgaver alvorligt, og så bliver det sommetider komisk.

Løyning kan noget, som Astrid Lindgren også kunne: fortælle en historie, så sorgen ingen ende vil tage. Min ven, Piraten er en god roman, men vil man anbefale den til de børn der angiveligt ville kunne lide den?

Min ven, Piraten

Ole Kristian Løyning

Oversat af Elisabeth Melgaard

166 sider

ABC Forlag 2021

Birte Strandby