Den snart afgåede præsident for Højesteret, Jens Peter Christensen, har givet sin bog undertitlen “Fra fyrbødersøn til Højesterets præsident”.
Han, der er født i 1956, voksede op i Skive i en jævn familie. Faren havde som havde været kullemper på dampskibe og blev senere ansat på et fjernvarmeværk. Og moren var bestyrer af rutebilstationens kiosk.
Jens Peter voksede op som den yngste i en søskendeflok på fire. Det var en barndom omgivet af katte, kaniner, bier og med en Nimbus med sidevogn.
Faren var lidt tilbageholdende, mens moderen var mere livlig. Hun var som så mange andre dengang gået ud af 7. klasse – uden mulighed for at få en uddannelse. Hun var derfor stålsat på, at sådan skulle det ikke gå hendes børn. Og de fik alle en uddannelse.
I skolen var fru Noer som klasselærer den, der åbnede Hans Peters øjne for lærdom. For at gøre det kort: Den unge mand blev student, kom på Århus Universitet og læste statskundskab og han snuppede også lige jurastudiet. Han skrev afhandlinger og er cand.phil, cand.scient.pol og cand.jur. Han var også professor i offentlig ret ved Århus Universitet.
I sine unge dage var Jens Peter Christensen en lovende kaproer – og en af hans trænere lærte ham betydningen af at koncentre sig og være udholdende. Den lærer tog han med sig i sit videre liv.
Bogen er delt i disse afsnit: 50 år uden for Højesteret, som er det længste, På vej til Højesteret og 20 år i Højesteret.
Som professor havde Jens Peter Christensen mange betænkeligheder ved at sige ja i 2006 til opfordringen om at blive dommer i den retsinstans, som er den sidste udvej for at få ret – eller uret her i kongeriget.
Nå, det endte med Jens Peter Christensen fandt sig rette i den til faget hørende kappe. Han endte med ovenikøbet de sidste fire år at være præsident, valgt af sine kolleger.
Jens Peter Christensen lover i sit forord, at bogen er skrevet, så også ikke jurister kan forstå indholdet.
Og ja, det holder han. Omendskønt der væves en del over det, som den yngste dommer bliver udsat for, nemlig at være den, der først skal udtale om, hvad han mener en sag skal ende med.
Det opvejes noget af, at Jens Peter Christensen bruger megen humor – og bringer gode citater fra en række af sine forgængere.
Der gives et godt billed af, hvad Højesteret kan og ikke kan. Han fortæller om en række konkrete sager, ligesom der berettes om rigsretssagen mod Inger Støjberg i 2021. Eter dommen sagde Støjberg, at hun forsat ville kæmpe for danske værdier. Christensen undrer sig over, at ingen spurgte, om det ikke er en dansk værdi at overholde loven.
Jens Peter Christensen glæder sig over, at befolkningen har tillid til Højesteret, og det forpligter:
“I dag er Højesteret en hjørnesten i det demokratiske samfund. Det er Højesterets opgave at værne om borgernes retssikkerhed og sikre, at de offentlige myndigheder holder sig inden for lovens og grundlovens rammer. På den måde har Højesteret bestræbt sig på at gøre sig fortjent til befolkningens tillid og respekt. Og sådan vil det fortsætte. Uanset hvem præsidenten er.”
Det havde været underligt og ville have vakt vild opsigt, om Christensen havde skrevet det modsatte.
Lad os tage ja-hatten på, for den nu snart pensionist virker troværdig og sympatisk.
Åretag
Fra fyrbødersøn til Højesterets præsident
Erindringer
Forfatter Jens Peter Christensen
309 sider, ill.
Udkom 7 oktober 2026
Gyldendal
Anmelder Bjarne Gregersen
