Mulighedernes land

En af de mere interessante ting ved Mulighedernes land* af forhenværende transportminister, socialdemokrat Benny Engelbrecht er, at en del af forslagene kunne have groet i Lars Løkke Rasmussens baghave. Alene begejstringen for elbilen er typisk ‘blå’, for socialdemokrater ved sædvanligvis, at selvom elbilens klimabelastning ideelt er det halve af benzinbilens, så koster den tungere bils slid på dæk andre steder i miljøbelastningen, og støjen er jo uændret.

I det hele taget fylder trafikstøj ikke noget i alle de trafikspring (stærk stigning i trafikken i løbet af kort tid) der skal finde sted, for at de store infrastrukturprojekter i bogen herunder broer over Kattegat og mellem Fyn og Als kan hænge sammen økonomisk. I en tekst om fremtidsvisioner for ‘Faaborg efter bygning af Fyn-Als broen’ er nævnt, at vejen gennem Svanninge Bakker er udvidet til en motortrafikvej, men at man hverken kan se eller høre den. Hvorfor kan man mon ikke det? Ifølge Forundersøgelsen fra 2024 vil det ikke kunne lade sig gøre at lave støjmur hele vejen mellem Horneland og Svanninge Bakker.

Trafikspring er flere gange nævnt med en vis begejstring, og det er jo også her, den økonomiske balance skal findes. Men hvor trafikspring i 1960 betød nye muligheder, så betyder det i 2026 først og fremmest mere trafik.

På den positive side går Engelbrecht ind for, at bilbeskatning flyttes fra indkøb til brug. Teoretisk ville det jo være fedt, hvis folk bare lod bilen stå hjemme og så tog cyklen eller bussen, når de skulle ud blandt mennesker, men privatbilisme har vist sig at være virkeligt afhængighedsskabende, og med mere trafik risikerer vi at gøre landvejene endnu farligere for de cyklister der stadigt vover sig ud. Herudover påviste SDUs rapport tidligere på året, at manglende cykling er et problem blandt børn og unge. Det kan skyldes, at trafikken er blevet farligere, eller måske eksemplets magt? I fremtidsscenariet fortæller Engelbrecht, at Faaborg vrimler med cyklende turister. Men hvorfor skulle turisterne komme til Faaborg, hvis byen alligevel bare kan præstere asfalt og beton ligesom alle andre steder? Og hvordan går det med at cykle udenfor byen?

Den forbedrede natur i Storebælt og i arealerne mellem motorveje bruger Engelbrecht i sin promovering af broprojekterne Kattegat og Fyn-Als til at fortælle, at brobygning ligefrem kan forbedre naturen. Men den natur der er ved motorvejene kan dels ikke nydes uden støjværn, dels afbryder den sammenhængende natur, og hverken forundersøgelsen fra 2024 eller Engelbrecht afslører, hvordan man laver erstatningsnatur til marsvin.

Der er i bogen mange men ikke særligt holdbare argumenter for mere vej- og brobyggeri. Forsvar og militær bruges som argument for mere brobyggeri:

‘De gør landet mindre sårbart overfor ulykker, ekstremvejr, cyberangreb og sikkerhedspolitiske chok.’

men hvis vi roder os ud i mere krig, vil broer så ikke blive bombet som det første? Hvorimod skibe spreder risikoen.

Et andet argument for broer er sammenhængskraft, og det er mildest talt misvisende. Intet ødelægger sammenhænge som motorveje, når de skærer landskaber, landsbyer og populationer op i mindre bidder med mindre levedygtighed. Samtidigt kræver Engelbrechts tolkning af sammenhængskraft, at man er villig til at sidde bag et rat og stirre på trafik. Hvis man ikke har en vigtig opgave med at fragte varer og mennesker, må det være spildtid i højeste potens. I et senere kapitel nævner forfatteren geografiske forskelle på villigheden til at køre langt (jyder vil gerne, københavnere nødigt), som om det er en positiv ting at køre lange ture i bil.

Engelbrecht repræsenterer en vinkel på trafik der var fin i 1960, hvor vejnettet havde behov for udbygning, og samtidigt en ubegribelig opfattelse af at flere biler giver mere udvikling; men i 2026 har vi bunker af dokumentation for, hvad bilisme gør ved helbred, samfundsøkonomi, naturen, klimaet for slet ikke at tale om trængslen. Vi har tre millioner biler på de danske veje. Hvor mange har vi plads til? Og her er en af bogens afsluttende bemærkninger virkeligt skræmmende: ‘Lad efterspørgslen efter trafikal kapacitet styre udviklingen af det statslige vejnet i fremtiden …’ Igen en besynderlig accept af en dominerende og dårlig transportmåde. Den kollektive transport i yderområderne er reduceret til mulige selvkørende biler – gerne arrangeret af private! Burde det ikke være en socialdemokratisk bunden opgave at sørge for, at vi alle kan komme rundt i landet uden at skulle være afhængige af privatbilisme?

Hvad der er mere forsonende, er Engelbrechts erkendelse af, at Socialdemokratiet har svigtet togtrafikken de seneste 70 år. I samme forbindelse nævnes, at jernbanen nok kører godt igen i 2030. Måtte denne forudsigelse være den eneste af bogens forudsigelser der holder! Et andet forsonende træk er, at forfatteren er imod lovforslaget om, at kørekort skal være tilgængeligt for 17-årige. Her nævnes også, hvor mange gange 17-årige har været involveret i ulykker, siden lovforslaget blev vedtaget.

Imellem betragtningerne om infrastruktur og forslag er der også tekster der hænger sammen med demokrati og ordentlighed. Demokratidiskussionen dukker op flere steder, og forfatterens forhold til borgerinddragelse er ikke helt klart. I hvert fald skelnes der mellem relevante borgerindvendinger og så dem der bare er imod, ligesom civil ulydighed tydeligvis ikke har en høj stjerne, fordi som forfatteren skriver, så har alle mulighed for at komme til orde i et liberalt demokrati. Man kunne forestille sig, at modstanderne mod Egholmmotorvejen, Stop motorvej over Samsø og Tværmotorvejen – Nej Tak synes, at det kan være meget vanskeligt at komme igennem til politikere.

Der er flere emner og forslag i de mange essaylignende tekster, blandt andet et om at kommunerne skal overtage registrering af fart på egne veje; og til de bilister der mener, at passage over Storebæltsbroen skal være gratis, så er der her forklaret, hvorfor det ikke er muligt.

Engelbrecht er en troværdig og entusiastisk skribent omend åbenbart ikke helt opdateret om problemerne med bilismen, og bogen er læseværdig om ikke andet så som optakt til samfundsrelevante debatter.

* Kan titlen Mulighedernes land være inspireret af Finn Slumstrup og Viggo Mortensens Oprør fra udkanten – Mulighedernes land 2.0 fra 2015, om hvordan man forbedrer levevilkår i udkantslandet?

Trods intens søgning lykkedes det ikke at finde en indholdsfortegnelse, så den kommer her:

Forord

Del 1 Naturen og de store infrastrukturprojekter

Kapitel 1 De grønne korridorer – natur og infrastruktur går hånd i hånd

Kapitel 2 Naturperlen Sprogø – en del af Storebæltsforbindelsen

Kapitel 3 Den fantastiske fortælling om naturen på Peberholm

Kapitel 4 Projektet der nær led døden ved preussisk jura

Kapitel 5 København under vand eller under beskyttelse

Kapitel 6 Med vold mod magt? Bomberne mod broerne!

Kaptiel 7 Balladan om Køb dansk-klausulen

Del 2 Sådan bygger vi mulighedernes land

Kapitel 8 Markedet – Den gode tjener