Erindringsbog om Ole Petersens familie og bekendte fra Løserup
Bogen består af fortællinger og interviews fra/med Ole Petersens mor og tre af hans legekammerater i Løserup, en landsby på Tuse Næs med 15 postadresser og et estimeret indbyggertal på 50.
Morens fortælling handler om dagligdagen, om farens arbejde med tørvegravning og ledighed på grund af vejrlig om vinteren, om at tærske hø sammen med faren i en alder af 10-12 år og om dengang skuespilleren Ib Schønberg skulle optage film på Næsset.
Her er stort og småt, drillerier i skolen, begyndelsen på voksenlivet og et ophold på et dårligt pigehjem.
Ole Petersen har sit eget indslag om at være barn i tresserne, om familien og tiden, og fra den tidligere legekammerat, Stig Schmidt Knudsen, kommer bemærkningen: ‘Børn var velkomne på en anden måde dengang.’ Det er også Stig der fortæller om, hvordan der sommetider var uoverensstemmelser mellem drengene fra de forskellige landsbyer, og om risikoen for at man’ kraftedeme får nogen på hovedet.’
Der er mange fotografier der giver et indblik i tidsperioderne. De tre legekammerater fortæller også om bedsteforældre og forældre, så læseren er godt dækket ind, måske rigeligt. Der er mange detaljer, og skønt nogen af dem er interessante, så er der også en del der ikke umiddelbart virker relevante for andre end dem der kender til personerne og til egnen.
På den ene side er det en god bog for netop dem med forhåndskendskab, og der er også lidt stof til den almindelige læser der bare gerne vil vide noget om, hvordan livet på landet var dengang. På den anden side er del af stoffet hverken voldsomt interessant eller særligt vedkommende for udenforstående.
Det er en af den slags bøger, man måske gerne selv vil have om egen tid og egen slægt, men ikke nødvendigvis kan bruge om andres.
Layout og opsætning er pænt og indbydende, og fotografierne fortæller deres helt egen historie.
Ole Petersen har blandt andet skrevet romanerne Plet og Gravenfin samt Uglebogens børn der i lighed med Løserup er en bog om en gruppe mennesker i Uglebogens børn er det en skoleklasse.
Løserup
Stork, stork langeben og andre erindringer fra Tuse Næs
Ole Petersen
88 sider
Herodaman
Udgivet: juli 2026
Birte Strandby