Syret og grotesk klimamonstrøsitet
Tom Cruise er uforlignelig som Digger med den groteske kat, manden der har viet sit liv til at pumpe olie op ad jorden og nu har skabt klimakatastrofer.
I første scene bliver han kontaktet af sin miljøchef på en borerig ved Grønland. Den lille revne i isen de har observeret deroppe er pludseligt blevet noget større, og en isflage på størrelse med amerikansk storby er ved at rive sig løs. Digger afviser at høre på forskeren, men opsøges umiddelbart efter af en anden forsker med en lignende og mere truende fortælling. Isstykket er på vej mod Europa og vil skade først Norges og siden Hollands Atlanterhavskyster og mange tusinde mennesker vil dø.
Først brokker Digger sig over ikke at være blevet orienteret uagtet forskeren, Ganesh, har sendt ham 42 mails. Umiddelbart efter rykker den amerikanske præsident med ministre og militærfolk ind hos Digger for der at beslutte, hvad man gør, når isen rammer Europa.
Digger er ikke blind for forbindelsen mellem sit virke og klimakatastrofen. Han har gjort sit bedste for at holde folk kørende og husene varme, og de grønne alternativer kan på ingen måde dække behovene. Så han føler sig fuldstændig retfærdiggjort, og det lykkes ham i perioder at overbevise alle andre.
Umiddelbart virker Digger som en moderne, mere absurd og lidt mere ulækker fortolkning af Dr. Strangelove. En general i Digger, har de samme håndbevægelser som den karikerede dr. Strangelove med robotarmen, ligesom militærets repræsentant har en attitude der leder tanken hen på George C. Scotts udlægning af generalen fra Strangelove.
Præsidenten spillet af John Goodman er også ren karrikatur, og samtalen mellem Digger og regeringsledelsen er både komisk og syret.
I stedet for at producere de uhyrlige scener, hvor vandet rammer Europas kyst, ser vi i stedet præsidenten og alle hans mænd samt Digger i et forevisningslokale, hvor de på storskærm følger uhyrlighederne fra deres publikumspladser. Som tilskuer til tilskuernes reaktioner og kommentarer kan man kun gætte på, hvad de ser, men de voldsomme reaktioner hos disse hårdkogte, gamle mænd er en gyser i sig selv.
Som Digger understreger, handler det også om det narrativ der bruges overfor en stadig mere kritisk omverden, men det bliver efterhånden vanskeligere at styre narrativet, selvom man har adgang til at slette inkriminerende ord fra vokabularet såsom klimakatastrofe, tsunami, Al Gore …
Historien om Digger er en filmoptagelse. I en scene ser vi det begejstrede publikum juble over Diggers endeligt – hvorefter de påfører sig masker og går ud i den forurenede og farlige verden, som Digger og de selv var med til at skabe. Brød og skuespil er stadigt øverst på hitlisten.
Digger er fra først til sidst en klam affære, og man frygter, at det måske giver et bedre billede af den verden, vi er på vej mod end de fleste andre film om truende klimakatastrofer.
Bliver det filmen der overbeviser verden om nødvendigheden af at ændre kurs?
Digger
Instruktør: Alejandro G. Iñárritu
Tom Cruise, John Goodman, Riz Ahmed
2026