En samling kritiske essays om Thomas Pikettys ‘Capital in the 21st Century’

I 22 kapitler går ca. lige så mange forskere af ulighed, vækst og kapital i kødet på Pikettys teorier. Det handler blandt andet om, hvordan det ser ud med lighed i forhold til tidligere, om hvem de superrige er, og om hvordan de har vedligeholdt denne status, og hvordan Pikettys ideer om lighed ville påvirke den personlige frihed. Og der er kritik af, hvordan Piketty bruger data og statistik.

Umiddelbart skulle der altså være nok at komme efter, men når man læser de enkelte kapitler, så er kritikken i nogen grad søgt. Eksempelvis gør Nicholas Eberstadt meget ud af at fortælle, at kapitalismen har hjulpet rigtigt mange ud af fattigdom. Det må man medgive. Havde det ikke været for Spinning Jenny, den teknologiske udvikling og kapitalismen, havde uligheden været endnu mere voldsom. Middellevealderen er vokset i alle lande, og  spædbørnsdødeligheden er faldet de seneste 200 år. Og som Eberstadt påpeger, så er uddannelsesniveau og velfærd steget kraftigt især i den vestlige verden. Den grundlæggende levestandard er vokset, men efterhånden er det tydeligt for alle, at kapitalismen ikke kan fortsætte med sin udnyttelse af de fælles ressourcer, hvilket måske også forklarer den nye interesse for resten af det planetære system.

I samme boldgade efterspørger Juan Ramón Rallo de ‘superrige’. Hermed mener Rallo, at dem der var superrige, da Piketty skrev sin bog, ikke længere er det. Rigdom skiftes om, og superrige udskiftes. Det dokumenterer Rallo ved at gennemgå Forbes’ List of Billionaires og finde ud af, hvor de superrige fra 1987 er blevet af. På listen er de ikke længere. Men er uligheden ikke blevet endnu tydeligere efter 2024, hvor techmilliardærerne er rigere end nogensinde? 

I kapittlet: ‘The Sociology of Piketty’s Anti-Rich Stance’ er Nicolas Lecaussin inde på, at tre fjerdedele af de rigeste skaber jobs, øger de fattiges købeevne og reducerer antallet af fattige, og han går så vidt som til at antyde, at Piketty lider af en særlig ‘anti-rich bias’. Det kan være en mulig fortolkning, men ikke desto mindre nærmer dagens ulighed sig det groteske, og samtidigt findes der ikke evidens for trickle-down economy, så Pikettys ide om at beskatte absurd rigdom virker meget fornuftig. Ikke mindst når man læser om, hvordan rige amerikanere slipper for skat, mens statens skoler og institutioner misligeholdes, som for eksempel i Storm på vej af Steffen Kretz.

Flere af skribenterne går efter Pikettys tese om, at kapitalakkumulering er en automatiseret proces, men er det ikke netop essensen af kapitalisme?

Der er mange muligheder for at kritisere Piketty, men argumentationen er tyndbenet og grænser i enkelte tilfælde til whataboutism. Ydermere tager kritikken ikke stilling til, at kapitalismen ikke længere er det fantastiske værktøj, det var i 1790.

Anti-Piketty

Capital for the 21st Century

Edited by Jean-Philippe Delsol, Nicolas Lecaussin, and Emmanuel Martin

CATO Institute Washington, D.C.

Udgivet: 2017

Birte Strandby