En fantastisk roman

Et af flere geniale træk ved romanen er fortælleren: Martha, 55-årig jordemor i 1790 i det unge USA. Hun bor i byen Hallowell i Maine, en by med knap 1200 sjæle. Gennem hendes kærlige og sommetider brutalt ærlige synsvinkel lærer vi det lille samfund at kende. Hun har blik for sine medmennesker og for deres fejl og mangler.

Hun accepterer tilværelsens spilleregler, også dem der ikke er helt retfærdige såsom fordømmelsen af kvinder der føder uden for ægteskab, men hun ser også uretfærdigheden i dem.

En novembernat fryser floden til, og man finder et lig i isen. Martha bliver tilkaldt for at fastslå dødsårsagen kort tid efter, at hun har hjulpet et barn til verden. Liget viser sig at have skader efter kamp, og det ser også ud til, at den afdøde er blevet hængt. Det viser sig, at være en mand der nyligt er blevet anklaget for voldtægt, og det kan ikke undgås, at mordårsagen kan være hævn. Men den lille by får besøg af en læge – en Harvard-mand, der hårdnakket påstår, at der ikke er tale om mord, og at Martha har taget fejl. Heldigvis har Martha dokumentation, og sagen kommer for retten. Derimod er der ingen beviser for, at den voldtagne kvinde rent faktisk er blevet voldtaget, ingen vidner. Martha skal vidne, men hendes mand er bortrejst, og hvis han ikke er til stede, må hun ikke vidne. 

Martha kender sine medborgere godt. Hun er observant og relativt frygtløs. Det sidste bekymrer hendes mand. Romanen er ualmindeligt velkomponeret, og der er flere spændende retssalsdramaer. Et af dem involverer Robert Treat Paine der var en af underskriverne af Uafhængighedserklæringen, en mand med ‘et moralsk kompas der altid peger mod nord’. En anden birolleindehaver er Paul Revere der var aktiv i Boston Tea Party, og selve retssagerne giver troværdige eksempler på, hvordan det nye demokrati prøver at leve op til sine egne ædle mål, uagtet forholdet til andre hudfarver stadigt synes at være meget kompliceret.

Sammen med billedet af det lille driftige samfund følger vi Marthas kamp for den lokale retfærdighed, hendes omsorg for familien og hendes aktive indsats som Kirsten Giftekniv, når tilfældet ikke er tilstrækkeligt.

Samlet giver det et enestående og nuanceret billede af liv og udfordringer både lokalt og i det nyskabte USA.

The Frozen River

Ariel Lawhon

432 sider

Vintage Books

Udgivet: 2024

Birte Strandby