”111 steder ved Esbjerg, Varde og Vadehavet som du skal se” er en guidebog til dig, der er nysgerrig på at opleve en bred pallette af Sydvestjyllands skønne oplevelser. Guiden er forfattet af journalist Annelene Vestergaard og forfatter Jacob Jonia. Annelene Vestergaard har boet i Esbjerg, mens Jacob Jonia blandt andet har haft sit hjem i Store Darum og Nordby. Nu bor han i Esbjerg. De to har således et indgående kendskab til områdets kulturhistorie og seværdigheder. Robert Attermann har suppleret de fotografier, som bogens forfattere selv har taget.
Sydvestjylland og ikke mindst Esbjerg kæmper forsat med et ry som en kedelig fiskeri- og industriby. I virkeligheden er naturen helt unik. Esbjerg er blevet Danmarks olie- og gascentrum i Nordsøen. Samtidig er byen blevet et globalt kraftcenter for vindenergi og den grønne omstilling er helt i fokus. Det sætter aftryk på uddannelserne. Som besøgende kan du se frem til at besøge et varieret vandkantsdanmark. Her er både smuk natur, historie og en rig kultur.
”111 steder ved Esbjerg, Varde og Vadehavet som du skal se” indgår i serien ”111 steder du skal se”. Den henvender sig bredt til rejse- og oplevelsesglade mennesker. De kan forvente at få inspiration til både små, store og skæve oplevelser i det Sydvestjyske. Ifølge bogens blurb fortæller den læseren om ”111 usædvanlige og særlige steder som alternativer til de kendte attraktioner”.
Med et format på 240 sider er der kun reserveret et par sider til hver besøgsmål eller sted. Den ene side benyttes til beskrivelse i tekst og den anden til foto. Det betyder, at omtalen af de enkelte besøgsmål forbliver på et overordnet plan. Det er en smagssag, om man sætter pris på en kort appetitvækkende beskrivelse, der opridser de væsentligste detaljer – eller om man hellere ville have en bog med flere sider. Det afhænger vel nok af hvad, der beskrives. Der er stor forskel på at have en side til rådighed til at beskrive Vestbanen (nedlagt jernbanespor der anvendes til skinnecykling), Fiskergade i Ribe (betydningen af anstødssten) eller en hel kirke, som der er flere af i guiden. Under alle omstændigheder formidler bogens forfattere veloplagt om de udvalgte steder. Deres veneration til den sydvestlige del af Danmark er tydelig. Det samme er deres passion for de gode historier.
Bogens besøgsmål er som nævnt både små, store og skæve. Her kan du få inspiration til at besøge steder eller oplevelser, du næppe vidste eksisterede. Der optræder både konkrete steder, men også koncepter og events som har særlig lokal tilknytning. Eksempler på sidstnævnte er Fanø Internationale Dragefestival og Den Ny Opera.
Det er svært at spotte den røde tråd i måden, hvorpå stederne er udvalgt. Det forvirrer mig, at hvert andet stort museum og besøgsmål er medtaget og hvert andet ikke er. I guiden finder du fx HEX, Jacob A. Riis Museum, Museum Frello, FLUGT, Blåvand Zoo og Janus. Men Vadehavscentret, Tirpitz, Esbjerg Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum, Ribe VikingeCenter, Museet Ribes Vikinger, Esbjerg Museum mfl. er ikke medtaget. Det handler ikke kun om besøgstal, efter hvad jeg kan se. Spillestedet Realen er heller ikke med, skønt det blev landskendt fra tv. Umiddelbart er det vanskeligt at se, hvordan fx Realen eller Bramming Kosmorama adskiller sig fra Hagge´s, der er medtaget i bogen. I forhold til skæve eller unikke oplevelser kunne man fx have fortalt om Olafur Eliassons værk ”The curious museum wall” ved Musikhuset Esbjerg og Esbjerg Kunstmuseum. Værket er bygget ind i muren mellem kunstmuseets skulpturgård og gaden og består af otte store dobbelte kalejdoskoper. I stedet har man alene valgt at fortælle om Den Ny Opera, som er hjemhørende på Musikhusets adresse. Opslaget om Hovedbiblioteket, Esbjerg handler om Storm P. Jeg savner fortællingen om Fantasyfestivallen der år for år vokser. Dokken City Beach på Esbjerg Havn er et unikt koncept der tilfører byen en forfriskende storbystemning om sommeren. I opslaget om Landgangen (35) kunne man med fordel have nævnt det.
Ved alle besøgsmål er der tydeligt markeret adresse, åbningstider, hjemmeside og tip i den udstrækning, det er relevant. Den slags oplysninger kan selvfølgelig hurtigt blive forældet. Men det er et sted at starte.
Der er som nævnt et enkelt foto tilknyttet hvert opslag. I få tilfælde er der to mindre. Det er ikke altid at et enkelt foto er nok til at jeg kan danne mig et indtryk af sted. Tit skal der mere til. I enkelte tilfælde undrer jeg mig lidt over fotovalget. Eksempelvis Skt. Nikolaj kirke i Esbjerg, der er en katolsk kirke. Den er netop kendt, fordi den er tegnet af Johan Otto von Spreckelsen, der også står bag Menneskehedens Triumfbue (La Grande Arche) i Paris. I stedet vises guiden et foto af den gamle del af Skt. Nikolaj. Billedet af Jerne Kirke er taget, så beskueren kun kan se tårnet. Det er ærgerligt, da man slet ikke ser de unikke granitkvadre, som skib og kor er bygget af.
Bagerst i guidebogen findes kort, hvor de 111 besøgsmål er plottet ind. Det er ganske praktisk. ”111 steder ved Esbjerg, Varde og Vadehavet som du skal se” er en letlæselig guide, der inspirerer til at opleve flere interessante og anderledes sider af Sydvestjylland. Dens beskrivelser er på et overordnet plan, præcis som pladsen og formatet tillader det. Men det er fortalt med varme og vid. Du kan med fordel søge yderligere inspiration andetsteds. Brug guidebogen til at få underholdende og interessant baggrundsviden fra. Annelene Vestergaard og Jacob Jonia viser på glimrende vis at Sydvestjylland er fuld af farver og fortjener et besøg. Du kan med fordel begynde her!
111 steder ved Esbjerg, Varde og Vadehavet som du skal se
Forfattere: Annelene Vestergaard og Jacob Jonia
Forlag: Frydenlund
240 sider, hæftet
Udgivelsesdato: Den 4. juni 2026
Anmelder: Nønne Lønne Votborg