Halfdan Rasmussen har skrevet en, Flemming Quist Møller har skrevet en, og Sigurd Barrett har skrevet en. En ABC på vers. Fælles for de tre er, at bøgerne er for børn. Det kan man ikke sige om Kristine Kittelmann-Andersens. Ganske vist blev den skrevet på grund af et barn – af en nybagt mor der følte sig bundet til matriklen, men Den bitre ABC er en svært alkoholiseret udgave af slagsen …
Digtene er inspireret af Halfdan Rasmussen. Det er især tydeligt som her under I:
Inde i Irlands bjerge
Bor de irske dværge.
De drikker irsk kaffe,
Når de harpen skal straffe.
Men når de går til ro,
Drikker de en øl eller to.
Det er et af de mildere digte. Der er nogle der er ganske anderledes alvorlige:
Rare Rikke, rare Rikke, lad mit barskab være
Eller vil der ske dig ting,
Som jeg ik’ kan bære
Jeg under dig selvfølgelig en sjus,
Men er du ik’ på antabus?
De fleste af digtene omhandler en udgave af de stærke drikke: Arnbitter, Campari, Gin, Kahlua. Hvem skulle nu have anet, at der var en type spiritus for hvert bogstav i alfabetet – med undtagelse af ø.
Og skulle alvoren ikke fremgå af digtene, så understreger illustrationen sprittens tilstedeværelse. De fleste af billederne forestiller et drikkende, rygende, beruset menneske i gang med at feste eller på vej til en fest.
Rimene er sjove, ikke helt så velklingende som Halfdan Rasmussens, og måske heller ikke nogen man vil huske i lang tid fremover.
Den bitre ABC
Kristine Kittelmann-Andersen
Illustreret af Elsebeth Knudsen
63 sider
Forlaget Patagonien
UdgiveT: 05.04.2024
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks