Den britiske forfatter Tessa Hadley har udgivet en halv snes romaner og novellesamlinger, hvoraf ”Festen og andre noveller” er den tredje, der finder vej til det danske publikum. Med tanke på, at Tessa Hadley først debuterede som 46-årig, er hendes præstation ret imponerende. Jeg har også fået øjnene op for Tessa Hadley og hendes fine måde at skildrer mennesker, relationer og følelser på. Hendes skarpe hverdagsrealisme rammer meget præcist. I ”Festen og andre noveller” understreger hun tillige sin evne til at tegne stemningsfulde og vellignende tidsportrætter af England lige fra efterkrigstiden og frem til nutiden.  

Novellesamlingen rummer ni fortællinger om det, der vel nok kan betegnes som ret almindelige mennesker. I centrum står kvinderne altid, og hun tør også sætte den modne kvinde i fokus for fortællingen. Der er tale om længere noveller, der udspiller sig i hverdagsnære scenarier. Som det fremgår af kolofonen, har novellerne været udgivet tidligere i en eller anden form. 

Bogen indeholder følgende noveller: 

  • En bortførelse 
  • Pletten
  • Efter begravelsen
  • Cecilias opvågning
  • Erfaring
  • En sjov lille slange
  • Didos klagesang
  • Coda
  • Festen

Tessa Hadleys skrivestil kan nok bedst beskrives som noget, der minder om den episke fortællende angelsaksiske stil. På en lavmælt og realistisk måde portrætterer hun karaktererne, så de så udfolder deres forskellige nuancer. Tessa Hadley har flair for at indfange og formidle den menneskelige psyke på fornem vis. Således også her i ”Festen og andre noveller”, hvor jeg bliver både rørt og ramt flere gange. Tessa Hadley beretter på en åben og fordomsfri måde, der både er befriende og til tider overraskende for læseren. Hun pakker ikke noget ind, og der rejses en række problematikker i forhold til magtdynamik. Gennem et kvindeligt blik på de hjemlige dramaer, undersøger hun den mandlige seksualitet, som ikke nødvendigvis fremstilles videre flatterende eller omsorgsfuld. 

Novellerne beskæftiger sig b.la. med familiedynamikker, søskende, klasse, tabu, uskyldstab, traditioner, kærlighed, tab, parforhold etc. Tessa Hadley lader læseren være fluen på væggen i menneskers liv, når det både er udfordrende og besværligt. Hun serverer ikke Disney-glade slutninger, hvor alle finder lykke og glæde til slut. Til gengæld giver hun altid læseren noget at reflektere over. 

Novellesamlingens styrke er, at fortællingerne forbliver realistisk og til tider en anelse rå. Måske ligger genkendeligheden netop i det svære eller sorgfulde. Det kender alle trods alt til. Eneste anke er, at jeg oplevede novellesamlingen, desværre var en anelse ujævn i niveauet. 

I novellen ”Efter begravelsen” kan du læse om en mor, Marlene, med to små piger, der mister sin ægtefælle. Nu er hun nødt til at tage arbejde for at forsøge sin lille familie. Marlene har ikke begreb om penge, og de må spise nådsensbrød. Da Marlene får job hos den gifte læge dr. Cherry tegner det godt. Det er en stærk fortælling om tab, handlekraft, klasseskel, magt og køn i en tid, hvor sociale regler er under udvikling. 

Titelnovellen ”Festen” handler om de to søstre Moira og Evelyn, der er universitetsstuderende. Den udspiller sig i 1950’ernes Bristol. Man fornemmer forsat krigens mørke skygger. Evelyn lærer fransk, mens Moira studerer kunst. De tager til en fest på en snusket pub, hvor de tager sig ældre og selvsikre ud. Begge føler sig socialt akavede, men de får alligevel opmærksomhed fra de to ældre mænd, Paul og Sinden. Snart viser det sig at mændene ikke er specielt venlige. Anden del udspiller sig derhjemme efter festen. Familien spiser stor søndagsmiddag med lam og der er damaskdug på. Deres daglige liv beskrives som kvælende og pigerne længes efter at komme væk. I sidste del er de blevet inviteret ud til fest hos Paul, der bor i et forsømt overklassepalæ. Pigerne er på egen hånd, og snart står de over for en brat opvågning til voksenlivet. Novellen skildrer spændingen mellem søstrenes arbejderklasserødder og så de rige, bohemeagtige og overklassekredse, pigerne forsøger at træde ind i.

Min favoritfortælling var ”CODA”, der foregår under COVID. Den er – atypisk for forfatteren – fortalt af en jeg-fortæller, Diane. Hun er hovedperson, i tresserne og datter af den 92-årige Margot. Under COVID forlader Diane sit liv for at gå i karantæne med sin mor. Den livlige Margot accepterer sin alderdom og ønsker stadig social interaktion trods COVID, hvorimod Diane trækker sig bort fra livet. Margot beskuer kritisk og nysgerrigt naboens yngre omsorgsperson. Snart får tankerne frit spil. Med en fornem præcision viser Tessa Hadley generationernes kontrast. Hun understreger ikke mindst den tragiske ironi i, at Diane, der er tre årtier yngre, reelt lever et lidenskabsløst liv. Omvendt har hendes mor hele tre ægteskaber bag sig. Det er vedkommende og tankevækkende læsning. 

I novellen ”Pletten” bringes moral og integritet i spil på en ret subtil måde. Hovedpersonen er den lokale kvinde Marina, der er omsorgsperson og rengøringshjælp. Hun hjælper en skrøbelig ældre mand, der er immigrant fra Sydafrika. Han sætter stor pris på hende og vil fx gerne give hende penge. Marina konfronteres imidlertid med en mørk hemmelighed fra mandens fortid. Som det moralske menneske hun er, må hun træffe et vigtigt valg. ”Pletten” er medrivende læsning, fordi den omhandler køn, klasse, arv, hemmeligheder og retskaffenhed. Den undersøger b.la. begrebet fortid og erindring. 

Tessa Hadley skildrer gerne kvinder, sårbare familier og udsatte unge kvinder i novellerne. Tit får sex eller penge en afgørende rolle i forhold til det videre forløb. Forfatteren viser, hvordan seksualiteten både giver kvinder magt, samtidig med at den gør kvinder dybt sårbare. Novellerne er ikke drevet af plot eller stor dramatik, men fokuserer især på det hverdagsnære. Læseren skal holde øje med forskydningerne i relationerne. 

”Festen og andre noveller” er en must-read, hvis du holder af interessante noveller, generelt er glad for god samtidslitteratur eller er på jagt efter en forfatter med stærk sans for psykologiske portrætter. Med Tessa Hadleys nye udgivelse får du en solid og spændende samling noveller, der har tyngde og sanselighed. 

Festen og andre noveller

Forfatter: Tessa Hadley

Oversættere: Birgitte Steffen Nielsen og Morten Visby

Forlag: C&K (JP/Politikens Forlag)

320 sider, hæftet 

Udgivelsesdato: Den 10. juni 2026

Anmelder: Nønne Lønne Votborg