Svensk-finske Nilla Kjellsdotter leverer her femte bind i serien om Mija Wadö og hendes kolleger hos kriminalpolitiet i Österbotten.
Forfatteren brød i 2022 igennem med Pigen i Stenparken og har siden ifølge forlaget solgt over 500.000 eksemplarer af sine bøger.
I Drømmeren er 37-årige Mija på barselsorlov efter hun har fået datteren Nelly med kæresten og kollegaen Ronnie Lybäck.
Omdrejningspunktet er mordet på den offentlige anklager Björn Friberg. Han har fået halsen skåret over, samme dag som retssag mod bandelederen Jyrki Salorantan skal begynde. Friberg var en playboy og skjørtejæger, og hverken datteren eller en fraskilt hustru har noget godt at sige om Björn.
Kort efter findes præsten Ylva Smed og død – med halsen skåret over. Noget senere bliver journalisten Sebastian Berts overfaldet og forsøgt myrdet, men overlever.
Flere gang møder læseren den unge Stefan, opvasker på en restaurant – og et lydigt redskab for bandelederen Reina Mäkelös.
Flere kapitler hedder Dengang. Her fortæller en navnløs person om sin lykkelige barndom med en elsket morfar – og andre oplevelser.
Mija elsker sin baby, men savner det pulserende politiarbejde.
Mens hendes kolleger arbejder med mordopklaringen kaster hun sig noget usædvanligt ud i en helt privat efterforskning. Medbringende baby og hund opsøger hun naboer til Jan Östlund, der begik selvmord for et par år siden. Mija er ikke sikker på, at det var selvmord.
Det viser sig ikke at være helt dumt af Mija. Hendes undersøgelser får betydning for opklaringen af to mord og et mordforsøg.
Der er meget puslen om en baby – og vi skal også læse om et lesbisk par, der ikke kan enes om, hvem der skal amme deres tvillinger. Nå, ja.
Plottet er godt tænkt, omend det der skulle være de sindsoprivende sidste sider ikke er specielt originalt.
Mija får sig en overraskelse, da hun møder sin voksne søn fra et tidligere forhold. Også kæresten Ronnie leverer noget uventet. Måske begyndelse til bind nr. seks?
Drømmeren
En Mija Wadö-Krimi
Forfatter Nils Kjellsdotter
Bearbejdet Trine V. Ipsen, Nuanxed
375 sider
Udkom August 2026
Gyldendal
Anmelder Bjarne Gregersen
