Syv noveller om tab og savn og venskab
I novellen Den sorte engel sidder en mand ved sin vens sygeseng på hospicet. Den døende taler og fortæller om, hvad han lavede, før de to mænd blev venner, og manden sidder ved sengen aften efter aften, indtil sygeplejersken siger, at han skal gå. Så går han hjem til sin kone, som han ikke længere kan tale med. Han ser alle nyhedsudsendelser, for det er vigtigt at holde sig orienteret. Han bliver irriteret over sin kone, uanset hvad hun siger og gør. Han sover dårligt og har mareridt. Hans kone foreslår ham at opsøge en psykolog, men han ved, at psykologen ikke kan hjælpe ham. Hos vennen på hospicet sidder han om aftenen, og en aften bliver vinduet knust, og han hører høje lyde. Da sygeplejersken kommer ind på stuen, er alt tilbage ved det gamle – næsten alt.
Titelnovellen handler om Elias der tager en skadet ravn til sig og lader den bo i sin lejlighed, indtil den er flyveklar igen. Elias taler med ravnen, Munin, og røber i sin fortælling kærligheden til den afdøde hustru, Jensine, der lavede perleting og hostede og endte med at dø af den hoste. Han fortæller også om glæden ved datteren, der nu bor alt for langt væk, og om det at blive gammel og pludseligt få besøg af en fra kommunen, der vil gøre rent. Kommunen bliver smidt ud igen, men drengen Inuk hjælper Elias og får til gengæld lommepenge og mad, og de to, drengen og den gamle mand, taler om at tage på en rejse, En dag må Munin videre, men da Elias er død, sidder der af og til en ravn på korset på hans grav.
Det er vemodige fortællinger om alderdommen, om drømme og forventninger og om mange nuancer af ensomhed. Lise Andersen skriver med ro og et varmt blik for sine medmennesker.
Elias og Munin
Lise Andersen
Forlaget Lauritz
165 sider
Udgivet: Oktober 2022
Birte Strandby
