Da Danmark blev svindlet for sin undergrund

13 november 1938 kom der ved boring i Harte et 17 cm lang glasklart, farveløst stykke salt op fra undergrunden. Jubel. Nu var der al mulig grund til at tro, at der også var olie at hente.

Forfatter og journalist Thomas Hee har på fortrinlig vis belyst en lille, men interessant og glemt flig af vor historie. Nemlig om dengang Thorvald Staunings regering gav en amerikansk entreprenør eneret på råstofferne i Danmarks undergrund.

Danmark fik i 1932 sin første råstoflov. Den slår fast, at alt hvad der befinder sig i undergrunden er statens ejendom.

Direktør i Danmarks Geologiske Undersøgelser, Victor Madsen, holder i 1933 et foredrag om gode muligheder for at finde råstoffer i Danmark. Den unge Helge Bruun hører det med begejstring – og via forskellige forbindelser ender det med, at den amerikanske entreprenør Frederick Franklin Ravlin bliver interesseret. Han har en olieboring i gang i Everglade-sumpen i Florida .

I januar 1935 underskriver statsminister Stauning en aftale, der giver Ravlin en to-årig eneretkoncession til at bore efter olie, gas, salt og andre råstoffer i Kongeriget Danmarks undergrund. Hvis der blev fundet værdifulde råstoffer, ville Ravlin få eneretten i de næste 50 år.

Ravlin fik i en fart rejst penge til indkøb af boreudstyr. Det blev besluttet at begynde de første boringer i den lille landsby Harte ved Kolding. Boret blev sat i gang under stor festivitas og bevågenhed fra offentligheden. Og livet for beboerne i Harte blev vendt op og ned i mødet med amerikanerne med deres store hatte.

Ravlin havde allieret sig med den danske ingeniør Karl Østman, som kommer til at spille en større rolle i hele spillet om det, som mange troede blev et eventyr, men endte med lidt af et mareridt for de involverede og den danske stat.

Der blev boret og boret i Harte. Forgæves. Selv i 700 meters dybe var der ikke salt – og dermed heller ikke olie. Tiden gik. Ravlin sendte Østman til Odense for hos P.A. Kruuse Materialhandel at købe et stykke stensalt. Det svarede nøjagtigt til det salt, der forventeligt var at finde under Harte.

Behændigt får Ravlin det indkøbte salt fra Odense placeret i et borerør. Alle er glade. Viktor Madsen er overbevist om, at det er beviset på, at hvad han har sagt i årevis er rigtigt.

I marts 1937 får Ravlin selskab sin 50-årige tilladelse til at bore i hele Danmark. Men til hans overraskelse og fortrydelse kun efter salt. Amerikaneren lægger sag an mod staten, men pludselig giver regeringen ham alligevel ret til at udvide råstoffer frem til 1988.

Ravlin sælger sit selskab og dermed retten til undergrunden til amerikanske Gulf Oil. Hos myndighederne begynder en mistanke om fup at melde sig. Politiet går ind i sagen. Ravlin bliver nervøs for, at Gulf Oil vil forlange sit millionbeløb tilbage, hvis det godtgøres, at Ravlin fik eneretten via svindel.

Østman involverer sig under den tyske besættelse i en række projekter, bl.a. om gasudvinding. Det sker i samarbejde med en række tyskvenlige personligheder. Efter krigen får Østman en mindre dom for værnemageri.

Politiet genoptager efterforskningen af Harte-affæren. Østman kommer i en række forhør, men han ændrer konstant forklaring. Der sendes også en politimand til Florida for at afhøre Ravlin. Han afviser pure alle spekulationer om svindel.

I 1950 indgik Gulf Oil en ny aftale med den danske stat om eneretkoncession. I 1959 ophører den danske afdeling med at eksistere, og koncessioneren i Danmark opgives

A.P. Møller fik i 1963 en 50-årig eneret til det nyoprettede Dansk Undergrunds Consortium. Den aldrende skibsreder fik dermed forpurret, at tyske interesser kom til at rode i undergrunden. I følge Thomas Hee støttede den daværende socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann skibsrederen. Kampmann var lidt flov over, at hans forgænger og partifælle, Stauning, lod sig narre.

Thomas Hee skriver, at hverken Ravlin eller Østman indrømmede svindlen, og dermed manglede det endegyldige bevis i sagen. Det kom aldrig til en retssag om svindelnummeret. Det blev tiet ihjel af myndighederne og geologerne. ‘De havde hver deres del af skampletter og havde god grund til at kaste glemsel over sagen.’

Thomas Hee har udført et grundigt forarbejde til sin bog. Han har været talrige dokumenter, avisartikler og andre kilder igennem. Bag i bogen er der flere sider med oplysningerne om kilderne til de enkle kapitler.

Ret beset er det egentlig utroligt, at en amerikansk svindler kunne besnære de danske myndigheder og fagfolk. Fint nok, det er kommet frem. Men som Hee bemærker, blev svindelnummeret en trædesten til det virkelige eventyr i Nordsøen.

Et olieeventyr

Dokumentar

Forfatter Thomas Hee

324 sider, ill.

Udkom 10 marts 2026

Gads Forlag

Anmelder Bjarne Gregersen