Ni noveller om at være alene, heraf en enkelt novelle om hvad der sker, når nogen forsøger at gøre noget radikalt ved hovedpersonens ensomhed: Han bliver voldelig. Titelnovellen handler om en mand der har været ensom længe og ikke helt husker, hvordan man rækker ud til andre mennesker. Af samtlige noveller er denne den mest sørgelige, endskønt en af novellerne faktisk handler om selvmord som sidste udvej og mulighed.
Alt i alt er der ikke mange lyspunkter for karaktererne, omend de mandlige hovedpersoner møder livsglade, nysgerrige og provokerende kvinder. Sproget formidler empatisk vejen ned ad bakken, og både Tom Kristensen og Rifbjerg har lignende, tragiske figurer der med overblik og begavelse vælger at tro, at verden og livet er dømt afsluttet – eller hvad der er værre: uinteressant.
I flere af novellerne er der tale om en fraværende far, et sted er han død, og i en anden har han forladt familien. Kun et årligt brev antyder slægtskabet, og drengens mor og hendes nye mand gør heller ikke noget for at understøtte forbindelsen. Drengen tager afstand fra faren også af hensyn til moren, indtil han pludselig beslutter sig for et ungdomsoprør.
På sine steder gives billeder af verden af tilværelsen i Europa efter krisen: slidt og beskidt:
Vi er efterhånden bare kustoder.
Samme novelle indeholder en vurdering af terror og skoleskyderi, to sider af samme sag:
Hvis man undlader at psykologisere aktionen, eksisterer der to gyldige bevæggrunde for en selvmordsbomber, den intellektuelt og den biologisk betingede. Man handler enten på vegne af sin tro eller på vegne af sin art.
Daniel Dencik
176 sider
Gyldendal
Udgivet: 12.04.2016
Birte Strandby
