Amerikanske Georgia Hunter (født 1978) vil med sin roman kaste lys over de italienske jøders skæbne under anden verdenskrig, da emnet ifølge hende er ret ubelyst.

Hunter er efterkommer af en familie af holocaustoverlevere, og har forudsætninger for at skrive denne roman.

Hovedpersonen er den purunge Lili Passigle fra Bologna. Hun er studerende på universitetet i Ferrara, da handlingen begynder i december 1940. De græske jøder, Esti og hendes mand Niko, studerer også på universitet. Dem bliver Lili gode venner med. Lili er der, da Esti føder parrets søn, Theo. En dreng, der får stor indflydelse på Lilis videre liv.

Den fascistiske diktator Benito Mussolini udsteder lov om, at alle jøder i Italien skal lade sig registrere og udlandske jøder skal forlade Italien. Det lader Esti sig ikke byde. Hun er i forbindelse med en undergrundsbevægelse, som hun forsyner med falske ID-kort. Disse kort kommer til at spille en stor rolle i romanen – og også for Lili.

Livet for jøderne bliver sværere og sværere. Forskellige begivenheder betyder, at Lili i november 1943 må flygte sammen med den nu 3-årige Theo. Det bliver en flugt igennem et krigshærget land til Rom. En færd, der stiller store krav til den ellers forsigtige og frygtsomme Lili, som har lovet sin veninde, Esti, at få Theo igennem helskindet. De får nogle gange overnatningsmuligheder og mad af nonner og præster, en enkelt gang i et hjertevarmt hjem hos et ægtepar. Andre gange må de overnatte i en skov. En tid lever de sammen med en flok modstandsfolk.

Mens krigen raser og tyskerne har overtaget krigen i Italien bliver livet farligere og farligere for de to. Derfor må Lili og Theo hele tiden videre og videre.

De to er udstyret med falske ID-kort, der siger de er mor og søn – og er af arisk slægt. Alligevel vil det være farligt for dem at tage tog, da der er skrap kontrol ved banegårdene. Da de er nået til Assisi, beslutter Lili på anbefaling af en præst at gå de ca. 200 km ad små ubefærdede veje til Rom. Hun vil til Rom, fordi de allierede tropper nærmere sig hovedstaden syd fra.

Det er lige på kanten af det sandsynlige, at den 3 årige Theo hurtigt glemmer sin moder og klarer strabadsere på den lange tur. De ankommer til Rom i maj 1944.

Mere af handlingen skal ikke røbes her. Der er mange nervepirrende øjeblikke i bogen, og flere gange er det tæt på, at læseren er overbevist om, at det går galt for Lili og Theo. Der er også rørende episoder, der bestyrker en i troen på det gode i mennesker.

Georgia Hunter debuterede i 2017 med romanen “De heldige” om hendes egen families kamp for overlevelse. Den blev en international bestseller. “Håbet” er således hende to’er – og den er hun kommet fremragende fra.

Håbet

Roman

Forfatter Georgia Hunter

Oversat af Lotte Folin

475 sider

Udkommer 2 juni

People`s

Anmelder Bjarne Gregersen