‘Det forkastelige er, at man censurerer fortiden’ – skriver Bertel Haarder i denne lille bog der diskuterer tendenser, ånd og lejlighedssange i tiden efter selvbiografien ‘Op mod strømmen’ fra 2016.

Den første sætning går på dagens overdrevne censur, som når vi sletter begivenheder og tekster fra historien i misforstået hensyntagen til mennesker der måske/måske ikke kan have en nærtagende fortolkning af begivenheden eller teksten. Et af bogens eksempler er balletdanseres protester mod at opføre Neumeier-balletten Othello, fordi en scene blev opfattet som racistisk. Nu må Det Kongelige Teater ikke længere opføre Neumeier-balletter.

I samme genre finder vi sange der først for nyligt er optaget i Højskolesangbogen, fordi deres forfattere har haft holdninger der ikke matchede tidens retfærdighedssans. Det drejer sig blandt andet om Den blå anemone og Solen er så rød, mor. Haarder forbinder også sekularisme og wokisme og forkaster begge dele, fordi det det ikke handler om hensyn, men om angst for at tage stilling. I den forbindelse nævner Haarder, at nogle danske muslimer foretrækker katolske skoler der har styr på deres religionsundervisning fremfor den håbløst hensyntagende folkeskole der lever efter et undgå-at-provokere-princip. Deraf følger en anden kritik af folkeskolen og tidens trend der fokuserer på individet, hvor vi vel alle burde fokusere på  fællesskabet.

I kapitlet Ondskabens realitet skriver Haarder om, hvad der får nogle mennesker til at påføre andre mennesker lidelser, og det kan vi jo alle undre os over. Det mærkelige i Sjælespark er nu sætningen: Man kan til nød forstå, at man i krig slår andre mennesker ihjel, … Kan man virkeligt det? Og hvad med ‘…og bygger mure med pigtråd og forhindrer bådflygtninge i at komme i land.’ Det lyder på ingen måde menneskevenligt, men fastslår måske, at vi alle er hyklere, indtil vi bliver truet på vores magelighed.

Der er meget kritik i Haarders bog, af Mette Frederiksens håndtering af coronakrisen, af vores manglende samfundssind, af manglen på gode forbilleder for samfundssindet, af dovne danskere og af brovtende mandschauvinisme i Danmarks Radio. Det meste af kritikken er det let at være enig i – og så er der for en gangs skyld en en kompliment til de frie grundskoler der ‘… ofte er bedre til at sikre et indhold der har med ånd, værdier og kristendom at gøre.’ Ellers får de frie grundskoler normalt hug for at trække engagerede forældre væk fra folkeskolerne. Det er i hvert fald den sædvanlige socialdemokratiske kritik, uagtet socialdemokrater selv kan finde på at sætte deres børn i friskoler.

Haarder leverer også et par bidrag til den danske sangskat herunder en opdateret version af Bob Dylans The Times They Are A Changin’ og med Trump og Zelenskyj i teksten.

Her kommer vi hurtigt rundt om rigets tilstand – og også verdens i Haarders levende sprog, og der er adskillige gode oplæg til interessante og eksistentielle debatter. Det sidste kapitel handler om humor og store tanker, både dem der kan findes i politiske replikker, og dem der findes på gravsten.

Selv om også jeg vil bukke under, så vil solen skinne på nye slægter.

Sjælespark

om ånd og magt, sorg og sejr, politik og pjank

Bertel Haarder

197 sider

Gyldendal

Udgivet: 2025

Birte Strandby