Litteraturanmelder ved Kristelig Dagblad, cand. mag. i nordisk sprog og litteratur Anne Skov Thomsen debuterer med den autofiktive roman ”Præstens”. Det er en stemningsfuld fortælling om hverdagen på en præstegård og det at være et præstebarn fremfor alt.
Romanen tager sin begyndelse i 1997, da pigen Sine sammen med forældrene Hans Jørgen og Marie flytter til Vendsyssel. Begge forældre er præster, men nu har Hans Jørgen fået et nyt embede og familien flytter ind på en gammeldags præstegård, hvor der også er konfirmandstue. Sine går i 1. klasse da familien flytter, og hun må derfor skifte skole. Hun er en gammelklog og sensitiv type, der lider under at skille sig ud som ”præstens”. Skønt hun både er fagligt dygtig, har talent for fodbold og besidder musikalitet, kniber det med selvværdet. Det er som om hun hele tiden er på nippet til at græde.
”Er du/I så meget troende?”, bliver Sine flere gange spurgt. Hun putter sig, og undgår helst at svare på dét hun ufrivilligt er blevet repræsentant for. Forældrene virker genuint som søde, sympatiske og forstående mennesker, der vil hende det godt. Derhjemme fortæller Sine ikke, at hun har det svært og føler sig ensom. Præstegården summer af liv. Hans Jørgen starter i sit embede med store ambitioner om at forny og forbedre. Han må dog snart indse, at han er kommet til Vendsyssel, hvor de sindige bønder ikke kan lide forandringens vinde. På Maries arbejdsplads i Aalborg har hun langt større held med at udvikle sin kirke. Det huer ikke Hans Jørgen. Langt værre er det, at han ikke evner at sige fra overfor menigheden. Det ringer fx på døren i tide og utide, folk spiser pludseligt med og hans arbejdskalender bliver al for fuld. Marie sanser ikke, at hun også selv kommer til at give efter for sognebørn. Sine mærker, at hendes forældre har travlt og glider fra hinanden. Faren får stress. Måske udviser Sine en form for psykosomatisk reaktion på tingene?
I ”Præstens” følger vi Sine og hendes forældre gennem fire år. Romanen skildrer, hvordan det kan være at vokse op som præstebarn og føle sig meget anderledes. Hovedpersonen Sine oplever, hun skal repræsentere præstegården og stå inde for forældrenes livsvalg og tro. Det ligger helt implicit, og Sine tager da også helt naturligt del i kirkens liv. Hun søger fx ind i kirkekoret og bliver en del af dét fællesskab.
Bogen er også et fint tids- og miljøportræt. Undervejs udspilles de vigtige begivenheder i kirkens årshjul. Juleaften arbejder forældrene på højtryk, og Sine bliver passet af bedsteforældre. Jeg er selv vokset op i Vendsyssel i 1980’erne og 1990’erne. Som barn af selvstændige erhvervsdrivende i en lille landsby genkender jeg udmærket det med at skille sig ud. Uanset om man var barn af byens præst, læge, bankdirektør, skoleinspektør eller hvad pokker det kan være, skilte man sig let ud. Om det er tilfældet i dag, ved jeg ikke.
Romanen er fortalt af en alvidende fortæller, der skiftevis følger præsterne Hans Jørgen og Marie samt Sine. Det er nærliggende at give arbejdsbyrden skylden, men faren har ikke øje for sin meget usunde work-life-balance. Menigheden tænker tilsyneladende heller ikke over, at præster har ret til privatliv. Det er mit indtryk, at der er sket en del i Folkekirken de sidste 25 år med b.la. oplysning og kurser.
Anne Skov Thomsens autofiktive roman om det lille trekløver rummer ikke stor dramatik. Det er derimod et lavmælt og fint fortalt hverdagsdrama, der skildrer livet på en præstegård. Præsten må med omhu afstemme sine faglige ambitioner med menighedsrådets ønsker. Det har altid været en svær linedans. Familien skal falde til i lokalsamfundet og lære andre at kende. Samtidig udfylder de en særlig rolle. Det private versus det offentlige er svært at få balanceret. Den generte datter forsøger gradvist at skabe sin egen identitet. Som velbegavet enebarn skiller hun sig ud.
Forfatteren beskriver primært sine karakterer udefra. Vi får fortalt, hvad de siger og gør. Anne Skov Thomsen sætter ikke så mange ord på deres følelser og tanker. En enkelt gang har ægteparret en samtale om Sine efter de er gået i seng. Her stikker moren til faren og gør ham opmærksom på nogle af datterens udfordringer. Jeg havde gerne set, at der var mere af dét. I stedet er jeg en slags flue på væggen i præstegården, kirken og i Sines omgivelser.
Anne Skov Thomsen skriver i en håbefuld tone. Man fornemmer tydeligt en bekendende kristentro, der banker på. Hun lader fx læseren få indblik i Hans Jørgens arbejde med at skrive prædikener og hans varme tanker om salmekunsten. ”Præstens” er en fin debutroman, der minder os om, at præstefamilier også blot er helt almindelige sårbare mennesker på godt og ondt. Det formår forfatteren på glimrende vis at eksemplificere. Romanen aftabuiserer tro ved at invitere os indenfor i præstegården hos en familie, der ligner mange andre med stress og ensomhedsfølelse. Anne Skov Thomsens debut er hyggelig, blid og vedkommende læsning.
Præstens
Forfatter: Anne Skov Thomsen
Forlag: People’s
295 sider, paperback
Udgivelsesdato: Den 23. januar 2026
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
