Gretelise Holm er aldrig mere underholdende, end når hun med sin skarpe pen spidder ethvert tilløb til hykleri i vores samfund – og det er der en del af, skal man tro Den store boomerbog. Det er fortællingen om Holms egen tid fra 1946 til i dag – verdenspolitikken og livet i lokalsamfundet – den lille sønderjyske by, hvor hendes forældre i 50’erne fik ry for at være kommunister: De var mødt op på valgstedet sammen med et par der var erklærede kommunister, og ved den efterfølgende optælling havde kommunisterne fået to stemmer mere, end de plejede!
Det handler om kold krig, NATO, Stalin. Krigeriske nationer får også en omgang af en udtalt pacifismeforkæmper der citerer Viggo Hørup:
Militarisme giver intet. Hverken magt eller sikkerhed, kun selvfortærelse, åndelig og borgerlig ruin.
Fra krig går vi til kvinders stemmeret, menneskerettigheder og nutidige politikeres forsøg på at lægge afstand til de menneskerettigheder, vi enedes om efter 2. verdenskrig. Og nu vi er ved danske politikere, så er der flere problemer med sandhedsværdien i visse udsagn. Der tales en del om æresdrab, men statistikken fortæller, at man kun kender to tilfælde af æresdrab i en periode på 24 år, mens der i samme periode er 298 tilfælde af danske mænds drab på partnere. Som almindelig borger kan det være vanskeligt at se, om man forsøger at undgå svenske problemer, eller der er tale om proportionsforvrængning?
Proportionsforvrængningen i både dansk og udenlandsk politik får på puklen af Holm, men samtidigt er der også seje beretninger om barndommens landsby. Her er Holms mor en bemærkelsesværdig skikkelse. Efter konfirmationsalderen blev de fleste børn i landsbyen sendt ud at tjene, men Gretelise anbefales at fortsætte sin skolegang i nabobyen. Det skal sognet betale for, og sognerådsmedlemmer stiller i hjemmet for at tale moren fra at sende sin datter i skole:
‘… de understregede, at der også var en fornuftig fremtid i at lære at blive en god husmor. Og man kunne jo altid senere komme på husholdningsskole, hvis man for alvor havde ambitioner.’
Holms mor var gravid med sit niende barn og svag i stemmen, men heldigvis stærk i troen. Gretelise fortsatte sin skolegang.
Gretelise Holm genfortæller de seneste 80 år fra en klarsynet og sommetider næsten brutal vinkel. I kapitlet om 1980’erne: Hekse og yuppier på rulleskøjter sammenligner hun ligefrem heksejagten under Christian den 4. med dagens politiske behandling af mindrebemidlede og flygtninge. At det heller ikke ser for godt ud med retsprincipper og magtens tredeling er andre emner der tages op under ‘heksejagt-paraplyen’. Vi kommer også rundt om Zimbabwe og den ulighed der herskede her i 1990’erne – og der kommer en ny vinkel på Murens Fald – der også åbner en vej for kapitalismen.
Hykleri og magtmisbrug er ikke ubekendte størrelser heller ikke i vores ellers relativt velfungerende demokrati, og Holms kritik er hvas. Det samme kan man i øvrigt sige om Haarders i ‘Sjælespark’, omend synsvinklerne er forskellige. For begge bøger gælder, at det er god læsning, og hvis man virkeligt vil lære af fortidens synder, så kan man fint begynde her.
Den store boomerbog begynder ved 2. verdenskrig og landbrugssamfundet og slutter med AI, overvågning, højrenationalisme og klima. Samlet får vi en personlig og kritisk version af historien. Det er sandsynligvis ikke helt den samme, som skolerne underviser i, men det gør den ikke mindre nødvendig.
Den store boomerbog
En personlig odyssé gennem otte årtier
Gretelise holm
328 sider
Frydenlund
Udgivet: 2025
Birte Strandby
Anmeldelse historie-online: https://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/diverse-84/den-store-boomerbog
Anmeldelse Bogrummet: https://bogrummet.dk/boganmeldelser/den-store-boomerbog-en-personlig-odysse-gennem-otte-aartier-af-gretelise-holm/