Jan Kjærstad har skrevet en formidabel roman. Forrygende god, tankevækkende og underholdende.

Groft skrevet: Nordmanden er efter sine landsmænd. Norge er sig selv nok, grådigheden florerer, luksusvarer og ditto biler er i højsædet, stort forbrug af smukke kvinder, og fjeldlandet er ikke foran på nogen måde. Jan Kjærstads roman er bestemt også relevant læsning for alle andre, og hurra for at den nu er udkommet på dansk.

Kjærstad bruger den i og for sig sympatiske Einar Olsen, som hovedfigur og udruller med ham som jeg-fortæller en fængslende roman, der foregår i det sidste del af 1900-tallet og et stykke ind i det nye årtusinde. Einar er vokset op i en jævn familie i Oslo. Faderen er chauffør på et bryggeri og en stor beundrer af Arbeiderpartiets leder og statsminister Einar Gerhardsen. Det var en selvfølge, at hans yngste søn fik navnet Einar.

Under en valgkamp i 1950’erne får knægten Einar en femøre af Gerhardsen. Da modnes en beslutning: Einar Olsen vil være en rig mand. Måske Norges rigeste.

I skolen blev Einar venner med Boris, Sixten og Toralv. Det er et venskab, der varer hele livet. Titlen Valgdage hentyder til, at de fire mødes hver eneste aften, når der er valg til Stortinget – og drøfter riges tilstand. Når de da ikke falder i snak om deres personlige problemer.

Einar Olsen har selv mange valg, der skal tages.

Han bliver rig. Einar holder lav profil. Han skyer offentlighed. Rigdommen kommer via investeringer i aktier.

Trods rigdommen er han ikke altid et lykkeligt menneske. Penge er jo ikke alt. Han opnår aldrig at vinde Helena, som han har været forelsket i siden sin ungdom. Han må se hende gift med en usympatisk fyr fra skolen. Einar er gift to gange – men begge hustruer forlader ham. Han får en datter, som han næsten aldrig ser.Han mister sin elskede og beundrede storebror.

Handlingen springer side for side i tid, snart er vi i barndommen, så i ungdommen og pludselig i bogens nutid. Umiddelbart kan det være forvirrende, men Jan Kjærstad er mester for at skabe et flot flow gennem alle de næsten 500 sider.

Læseren får den ene overraskelse efter den anden. Der kommer hele tiden nyt om Einar Olsens gerninger, dispositioner, bekendtskaber og holdninger. Af og til kaldes han for Lykke Einer. Og mod slutningen åbenbares det, at han egentligt er noget af en idealist.

Valgdage

Roman

Forfatter: Jan Kjærstad

Oversat af Anne Mathiesen

493 sider

Udkom 5 marts 2026

Anmelder Bjarne Gregersen